EU i et skæbneår

Af Hugo Gaarden

EU-topmødet i slutningen af måneden bliver et af de vigtigste i EU’s historie. EU står over for et skæbneår, og det forstærkes af det kaotiske G-7 topmøde og systematiske tyske og amerikanske forsøg på at svække eller vælte kansler Angela Merkel. Der er intern strid overalt i de enkelte europæiske lande og mellem EU-landene. Den eneste samlende skikkelse er Merkel. Det rejser et fundamentalt behov for, at europæerne står på egne ben og bliver mere handlekraftige internt og globalt.

Det er udfordringer, der er større end de store pakkeløsninger med Lissabon- og Maastricht-traktaterne, og det er ikke uden grund, at den tidligere tyske udenrigsminister og grønne politiker, Joschka Fischer, har udtrykt frygt for, at EU bryder sammen. Udfordringerne kræver statsmænd af format og reformer af langt større omfang end det, den franske præsident, Emmanuel Macron, sidste år lagde op til i sin Sorbonne-tale.

Merkel har måske løsningen – men får hun lov til at føre den ud i livet?

Merkel har i et nyligt avisinterview understreget betydningen af mere europæisk handlekraft i en kompliceret verden, men hun kom ikke med klare visioner eller detaljer. Og så er der alligevel noget, der ligner en langsigtet strategi fra hendes side: Hun vil holde sammen på et Europa og en verden med voksende splittelse og flere uenige aktører uden at lægge sig i én lejr, men snarere ved at være brobygger og binde såvel den nære og fjerne verden sammen i en multilateral konstruktion. Det kan måske vise sig at være et genialt og vidtrækkende europæisk bidrag.

Da Merkel stillede op til en ny regeringsperiode var det for at forsvare den liberale, demokratiske, multilaterale og multikulturelle verden, som hun finder under angreb af både Vladimir Putin og Donald Trump. Hun sagde sidste år, at Europa må tage skæbnen i sine egne hænder.

Siden hen viste Merkel sig dog ikke som den frie verdens frelser, og måneders regeringsforhandlinger gjorde hende synlig træt. Hun er netop nu under et ekstremt internt angreb fra sine egne – formelt på grund af flygtningepolitikken. Men reelt er det en generalprøve på en hård kamp i den borgerlige lejr, hvor partiet CSU samt en gruppe i hendes eget parti, CDU, med den unge sundhedsminister Jens Spahn som frontløber forsøger at få en højreorienteret kurs efter den midtsøgende Merkel, evt. ved at vælte hende i utide. Men det er ikke kun hendes egne, hun skal frygte. Donald Trump skubber til hende med en uhørt og løgnagtig kritik af hendes flygtningepolitik, og den nye amerikanske ambassadør i Berlin, Richard Grenell, der længe har plejet forbindelser til Spahn, argumenterer åbenlyst for at ”styrke højrefløjen” i Europa, herunder Tyskland.

Undervurder aldrig Merkel

Det er undergravende politik over for en allieret, som næppe er set tidligere, og spørgsmålet er, om Merkel tør reagere over for det, f.eks. ved at udvise ambassadøren. Men man skal aldrig undervurdere Merkel. Hun forsøger at redde sin koalitionsregering ved at finde en europæisk løsning på flygtningekrisen, som i dag slet ikke handler om flygtninge, men om økonomiske indvandrere.

Hun forsøger at skabe en ny basis for en europæisk konsensus, ligesom hun forsøger at løse den tyske magtkamp via en europæisk løsning. Den nye basis bliver ikke den tysk-franske alliance eller eurogruppen. Basis bliver bredere og mere fleksibel. Det er nye, tyske toner, selv om det ikke siges højt.

Merkel har taget pænt imod populistregeringen i Italien, fordi hun erkender migrant-udfordringen og gældsproblemet for Italien. Hun vil søge at forbedre forholdet til de EU-kritiske lande i Østeuropa. Hun vil ikke have en gennemgribende reform af eurozonen med f.eks. en fælles finansminister eller fælles euro-obligationer, som Frankrig vil.

Hun støtter Macrons forslag om at oprette en europæisk militær udrykningsstyrke, men den skal især finansieres gennem besparelser ved at samordne den ineffektive europæiske forsvarsindustri, og hun ser gerne et europæisk sikkerhedsråd. Men alle initiativer skal være inden for de eksisterende rammer, og der skal ikke lægges mere magt over til EU-kommissionen, tværtimod.

Man skal ikke blive overrasket, hvis Merkel vil arbejde for en tæt britisk tilknytning til EU, f.eks. i en toldunion og med et stærkt samarbejde om forsvars- og sikkerhedspolitik. Måske sker det i en erkendelse af, at hun selv kunne have bidraget til at afværge Brexit’en, som det fremgår af Tim Shipman’s bog om Brexit, ”All Out War”. Hun hjalp ikke David Cameron mens tid var.

Fleksibilitet og samhørighed er vejen frem

Den britiske premierminister, Theresa May, er under hårdt pres blandt sine egne, og det eneste, der kan hjælpe May er en tilkendegivelse fra EU og Tyskland af, at EU skal være mere fleksibel end hidtil. Det er nøjagtigt, hvad Merkels nye linje er, og hun bakkes op af sin socialdemokratiske finansminister, Olaf Scholz, der understreger Tysklands rolle som en midterposition i Europa. Heller ikke den udmelding skal man overse.

Merkel udtrykker en fleksibilitet og samhørighed, som er temaet i den sidste årsrapport fra Baltic Development Forum, som Danmark af uransagelige grunde nu nedlægger. Lægger vi geopolitikken bag os? Har vi glemt betydningen af Østeuropas frihed? Rapporten rammer kernen i en ny europæisk linje med forskellighed og med en stærkere rolle i den globale koncert.

Europæerne begynder at give Trump modstand, f.eks. omkring Iran-aftalen og handelskonflikten, og de tager skridt til at skabe en ny relation til Rusland, mens de så småt tager skridt til en mere aktiv Mellemøst- og Afrika-politik, bl.a. for at løse migrantproblemerne i lokalområdet. Europa bliver nødt til at have et lige så tæt forhold til Kina som til USA, ikke bare økonomisk, men også politisk.

En ligning med flere ubekendte

Verden bliver fundamentalt ændret, hvis Trump ikke får en aftale med Nordkorea, for så får han ikke international opbakning til hverken sanktioner eller krig, eftersom Kim Jong-un har vist forhandlingsvilje. Så vil Kina normalisere forholdet til verdens nye atommagt, og den globale magt vil holde flyttedag fra Vesten til en multipolitisk verden. Det er den verden, Europa må operere i.

Det ubesvarede spørgsmål er, om andre ledere i EU går ind for den linje, eller om de bliver hængende i de seneste mange års interne stridigheder om problemer, der er peanuts i forhold til de globale udfordringer. Det er i den slags situationer, at lande og imperier er gået til grunde. Vælter en samlende skikkelse som Merkel, vælter det EU, vi kender. Så vil det
minde om dengang, Bismarck gik fra borde.