Derfor handler kampen om retsstaten både om værdier og interesser

KLUMME: Danmark skal have en ”værdibaseret” udenrigs- og sikkerhedspolitik, mener udenrigsminister Jeppe Kofod. Og i en af de største værdikampe siden Den Kolde Krig – kampen mod de illiberale kræfter i Europa – forenes danske værdier og interesser.

Af Peter Martin Kappel

”Danmark set fra fremmed land synes kun en smule sand. Danmark set med danske blikke er så stort, du tror det ikke.”

Linjerne er Piet Heins. Og som læseren sikkert allerede har bemærket, rejser de en række spørgsmål om Danmark og dansk indflydelse i verden. Hvad er Danmarks rolle og anseelse i den store verden? Og kan Danmark overhovedet påvirke sine omgivelser?

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofoed er svaret et rungende ja. Danmark er endda så meget i stand til at påvirke sine omgivelser, at den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi skal formuleres omkring en række ”danske, socialdemokratiske værdier” som forpligtende fællesskaber, demokrati, menneskerettigheder, lighed og frihed.

I det følgende vil jeg levere mit beskedne bidrag til debatten, som omgiver den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Mit overordnede argument er, at strategien bør levere et stærkt dansk svar på demokratiets og retsstatens igangværende kollaps i Polen og Ungarn. Et svar, som både hævder førnævnte værdier og samtidig er i Danmarks (materielle) interesse.

Det bør strategien af fire grunde, som jeg vil uddybe i artiklen:

1. Fordi danske skatteborgere ikke skal finde sig i at finansiere central- og østeuropæiske oligarker og svindlere.
2. Fordi EU’s troværdighed er på spil.
3. Fordi demokrati og retsstat er ”good for business”.
4. Fordi Danmark er bedre tjent med en EU-blok, som arbejder for at fremme disse værdier, end at det er Jeppe Kofod alene, som fører værdikamp fra Asiatisk Plads.

Et stærkt dansk svar kræver flere ting. For det første, at der fra dansk side bliver formuleret en klar Europapolitisk strategi. For det andet, at regeringen hjælper Folketingets Europaudvalg med at få vendt sin følelse af gummistempel-udvalg til en fornemmelse af ejerskab og medindflydelse over regeringens linje. For det tredje bør den diplomatiske infrastruktur, eksempelvis den faste repræsentation i Bruxelles, forstærkes, så den i højere grad formår at realisere danske europapolitiske mål. Og i forlængelse heraf bør der (for det fjerde) bruges ressourcer på at finde alliancepartnere. Det kunne passende være regeringsledere i de øvrige ’sparsommelige fire’ som før har vist sig både villige og duelige.

I alle fire landes befolkninger er der ifølge tænketanken European Council on Foreign Relations’ meningsmålinger stor bekymring for ”spild” af EU’s midler. En fælles intensivering af kampen for overholdelse af retsstatsprincipperne er en oplagt måde at lukke økonomiske smuthuller for oligarker og samtidig kæmpe for EU’s grundlæggende værdier.

Værdikampen er i gang
Med udtalelser som Viktor Orbáns ”liberale er bare kommunister, der har gået på universitetet”, er værdikampen for længst skudt i gang i Europa. Det kan derfor kun gå for langsomt, at Danmark melder sig ind i kampen.

Siden Orbáns anden indsættelse som premierminister i Ungarn i 2010, og Jarosław Kaczyńskis PiS’ sikrede sig et absolut flertal i den Polske Sejm i 2015, er de to lande gået fra at være velfungerende demokratier og konsoliderede til at været noget helt andet. Om Polen og Ungarn bør kaldes ’illiberale demokratier’, ’hybridregimer’, eller noget tredje, skal jeg ikke blande mig i, men ifølge det amerikanske demokratimålingsinstitut Freedom House er de i hvert fald ikke frie demokratier længere.

I Ungarn har Orbán siden magtovertagelsen brugt sit absolutte flertal i det ungarske parlament til systematisk at chikanere og forsøge at lukke munden på medier, oppositionen, domstole, NGO’er og uddannelsesinstitutioner.

Orbáns chikanemetode består af opkøb, lovændringer og finansiel udtørring, og bunken med ofre vokser hurtigt. Indtil videre inkluderer den blandt andre den uafhængige radiostation Klubradio, den politiske avis Népszabadság samt Central European University, som alle er blevet drevet til lukning eller eksil.

I Polen har Kaczyński, som officielt ”kun” hersker over sit parti, PiS, og sit eget mandat i Sejmen, men som de facto styrer en hel del mere, sikret partiets kontrol over store dele af retssystemet.

Forfatningsdomstolen, forfatningsrådet (som udpeger polske dommere), statsanklageren og flere lavere nationale domstole er således blevet befolket med loyale partisoldater, og det samme er den statsstøttede TV-station, TVP.

Både Orbáns Fidesz-parti og Kaczyńskis PiS bliver ofte karakteriseret som en slags konservative partier som ønsker at hævde traditionelle (kristne) familieværdier, som at ægteskaber bør indgås mellem en mand og en kvinde. Dette kombineres med en EU-skepsis og en hård udlændingepolitik.

Men partierne er meget mere end det. Således tordner både Orbán og Kaczyński mod et skummelt liberalt ”system” bestående af institutioner, forfatninger og love, som kun tjener sammensværgelsen mellem den liberale elite og forskellige minoriteter, på bekostning af majoritetsungarere og polakker.

Diverse krisers opståen, lige fra finanskrise til flygtningekrise, er blevet tilskrevet ”systemets” sammensværgelse, og Orbáns og Kaczyńskis har svoret at levere løsningen: realisering af folkeviljen. I de to herrers narrativ sker afmonteringen af uafhængige domstole, medier og opposition altså til gavn for folket selv.

Argumentet er ikke ”det er samfundets skyld”, men snarere ”det er systemets skyld”.

Det er nu op til vores udenrigsminister og de alliancepartnere, han formår at finde, at overbevise de europæiske befolkninger om, at Orbáns og Kaczyńskis analyse er forkert, og at demokrati er en værdi i sig selv. Fordi i sidste ende handler det ikke kun om Polen og Ungarn. Der er på den ene side tale om den største værdikamp siden den kolde krig og samtidig en benhård interessekamp om det frie markeds fundament.

Ikke kun i Polen og Ungarn, men også i Tjekkiet, Rumænien, Malta og Bulgarien og alle andre steder hvor fundamentet er truet. Den igangværende udvikling er et problem for et lille land som Danmark, som interagerer med verden. Således er det både i den udenrigspolitiske strategi for 2019-2020 og strategien før det blevet slået fast at det er i Danmarks interesse at ”videreudvikle og styrke det regelbaserede internationale samarbejde”. Og så gør det jo ikke noget, at det regelbaserede samarbejde også er i overensstemmelse med de af udenrigsministeren definerede ”danske værdier”.

For når det handler om afmontering af demokrati og retsstat i Europa, så er det ikke kun en torn i øjet på udenrigsministeren, men også direkte i strid med danske (materielle) interesser.

EU-finansieret oligark er ikke en stillingsbetegnelse
For det første fordi EU-midler i øjeblikket fosser ud af kassen og direkte ned i foret på mere eller mindre skumle oligarkiske typer. EU-midlerne, som kommer fra helt almindelige europæiske skatteborgere, bliver misbrugt på alt fra regeringsvenlig propaganda til offentlige udbud vundet af venners firmaer. Man kan her spørge, om de førnævnte sparsommelige fire har det godt med at finansiere Orbáns venners villaer?

Afsløringerne af korruption i Europa har godt nok aldrig nået det samme sensationsniveau som i Rusland med Alexei Navalnyjs nylige afsløring af det såkaldte ”Putins palads”. Men mens Navalnyjs afsløring vinder på kvalitet, så tager europæiske oligarker føringen på kvantitet.

På EU’s antisvindel-enhed (OLAF)’s liste over sager om misbrug af EU-midler fra 2015-2019 indtager Ungarn suverænt førstepladsen. Ikke ulig Putins palads-afsløringen spiller store ejendomme med havudsigt også her en hovedrolle. Således er over 1,1 milliarder euro, hvoraf 40 procent er EU-midler, blevet afsat af Orbán-regeringen til renovering og fornyelse af området omkring Keszthely-resortet ved Balaton-søen. Siden den store offentlige investering i området blev annonceret i 2014, har syv af de mest prominente ejendomme ud til vandet fået nye ejere. Således er tre af dem nu ejet af Orbans barndomsven, Lőrinc Mészáros og hans forretningspartnere, mens andre tre ejes af Orbans svigersøn, Istvan Tiborcz, og hans entourage. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der dertil fundet dokumenter, som indeholder et firma, delvist ejet af Orbans svigersøn, der har krav på halvdelen af fortjenesten fra resortets største hotel.

Ifølge en rapport fra Den Europæiske Revisionsret fra 2019 mistede EU samlet over 9 milliarder euro til korruption og svindel mellem 2002 og 2017. Og mens Visegrád-landene (Tjekkiet, Polen, Ungarn og Slovakiet) alle fire er blandt de største modtagere af EU-midler, er de samtidig de mindst samarbejdsvillige, når det kommer til opklaring af sager om korruption, viser rapporten. Polen kritiseres især for at hele 46 procent af de offentlige udbud i landet udelukkende har én ansøger, samt at der ved 19-23 procent af de polske udbud ifølge OLAF er risiko for korruption.

I Tjekkiet går det endnu mere kulørt for sig, idet premierminister Babiš er blevet underlagt revisionsrettens undersøgelser i forbindelse med interessekonflikten mellem hans embede og konglomeratet Agrofert, som han har grundlagt, og som angiveligt har sikret sig 83 millioner euro i EU-subsidier.

Der skal fejes for egen dør
En anden grund til, at der bør handles er, at det demokratiske og retlige sammenbrud simpelthen svækker EU’s stemme internationalt. For hvis EU i sin udenrigs-, udviklings- og udvidelsespolitik skal ytre krav og ønsker om demokratiske og retlige fremskridt på Vestbalkan, i Tyrkiet eller i Afrika, kræver det, at EU selv udgør en klub af umiskendeligt konsoliderede demokratier. Og det gør EU ikke længere.

Konsekvensen af den ovenfor beskrevne udvikling er, at EU simpelthen mister sit værdipolitiske gode rygte og sin engang så strålende ”normative magt”, netop som udenrigsministeren forsøger at styrke denne.

Det betyder potentielt en yderligere antidemokratisk udvikling i EU’s nærområde, da afrikanske lande eksempelvis kan bringe det åbenlyse ”fej for egen dør”-argument på banen i mødet med besværlige betingelser om demokratisk udvikling fra EU’s side. Og da der intet vakuum findes i international politik, kan EU’s ellers store indflydelse i sine naboregioner langsomt blive udskiftet af kinesiske, russiske eller andre aktører uden rigide krav, men med penge på lommen.

Demokrati er ’good for business’
Dertil kommer, at demokrati simpelthen er ’good for business’. Demokratiske, stabile og transparente og retsstater, som gør en dyd ud af at overholde menneskerettighederne, fremmer således vilkårene for effektiv drift af private virksomheder. Det viser Verdensbankens ”Doing Business” undersøgelse og Freedom House’s rapport Freedom in the World. Stater, som klarer sig godt i den ene undersøgelse, vil således i gennemsnit også udmærke sig i den anden. Derfor er det også godt for danske og andre europæiske virksomheder, når kontinentet bevæger sig i en mere demokratisk retning, og dårligt for bundlinjerne, når udviklingen ser ud som den gør i Central- og Østeuropa.

EU som forstærker af dansk udenrigspolitik
Som udenrigsministeren fornuftigt udtrykker i Altinget:

”Vi kan ikke vende udviklingen alene. Men med et værdipolitisk kompas, forpligtende fællesskaber og lidt mod kan vi trække andre med. Tag for eksempel EU. EU er vores vigtigste udenrigspolitiske platform. Men EU er ofte for langsom og slår ikke hårdt nok, når det gælder. Her skal Danmark presse på for handling – især på klima og værdier.”

Ligesom det blev slået fast i regeringens forståelsespapir, at Danmark skal presse på for mere ambitiøse klimamål, vil EU være en ideel platform for udbredelse af demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Både når det handler om den interne kamp mod Kaczyńskis anti-demokratiske linje, men også når det kommer til at udbrede værdierne internationalt.

Det har EU gjort siden sin oprettelse, og Danmark kan hjælpe unionen på rette kurs igen.

Hvad ligger der i værktøjskassen?
Det juridisk mest omfattende sanktionsinstrument i forhold til overtrædelsen af EU’s grundlæggende principper og værdier er EU-traktatens artikel 7. Artiklen giver mulighed for at sanktionere medlemslande ved midlertidigt at fratage dem deres stemmeret i Det Europæiske Råd, men vejen dertil er lang og besværlig. EU-Kommissionen har allerede indledt sager mod både Polen (den 20. december 2017) og Ungarn (den 12. september 2018), men det er svært at få indblik i den igangværende proces, og der er på forhånd blevet sået tvivl om artikel 7-instrumentets effektivitet.

Det skyldes især, at det kræver enstemmighed i Rådet at fastslå, at et medlemsland overtræder EU’s værdier på en tilpas grov og vedvarende måde.

I samme stil blev den såkaldte ”retsstatsmekanisme” vedtaget i december sidste år, som led i den samlede aftale om EU’s budget for de næste syv år og EU’s Genopretningsfond.

Det smarte ved retsstatsmekanismen er, at den gør udbetalingen af EU-midler til en medlemsstat betinget af overholdelse af EU’s retsstatsprincipper, og at den ikke, som artikel 7-proceduren, kræver enstemmighed i Rådet.

Det mindre smarte er, at den højst sandsynligt først vil gælde fra 2022, kun for midler fra det syvårige budget og Genopretningsfonden, og at der skal påvises en ’kausal forbindelse’ mellem et brud på retsstatsprincipper og misbrug af/svindel med unionens midler.

Retsstatsmekanismen blev vedtaget ved hjælp af det meget udskældte ’Merkels kompromis’ mellem Polen og Ungarn på den ene side og EU25 på den anden, som ifølge kritikere har udvandet den ellers lovende retsstatsmekanisme til ukendelighed. Kompromiset har dog samtidig sendt et stærkt signal til almindelige europæere om, at europæisk solidaritet ikke blot er et slogan, og derved tydligt afsløret tomheden af suverænitetsretorikken fra Budapest og Warszawa: Det eneste, der egentlig betyder noget for Orbán og Kaczyński, er at blive på magten for enhver pris.

Mens der i forhold til artikel 7-proceduren og retsstatsmekanismen nok er flere ulemper end fordele, er der dog et sidste redskab, som meget vel kunne vise sig som den mest effektive sanktionsmekanisme.

Redskabet er rejsning af traktatkrænkelsessager, og det anbefales af en gruppe forskere fra tænketanken CEPS.

Fordi den seneste traktatkrænkelsessag, som blev rejst imod Polen kun var en begrænset succes, er det en del af CEPS’ anbefaling, at Kommissionen i fremtiden bør gå mere direkte til værks over for

EU-domstolen og den pågældende medlemsstat. Det skal ske ved at understrege, at der er tale om sager af principiel karaktér, idet overholdelse af retsstatsprincipperne har betydning for hele EU’s juridiske fundament. En anden anbefaling går på, at der ved Domstolen bliver oprettet en særlig instans for disse sager, som omhandler retsstatsprincippernes overholdelse.

Uanset hvilke redskaber udenrigsministeren vælger, så er de afgørende betingelser for effektive sanktioner over for krænkere af EU’s værdier og politiske vilje og en stærk alliance.

Hvis udenrigsministeren har ambitioner om at føre en effektiv værdi- og interessekamp, så starter den i Europa. Som i så mange andre sammenhænge går de danske budskaber klarrest igennem, når de forstærkes i Bruxelles.

Peter Martin Kappels klumme vandt tredjepladsen af Det Udenrigspolitiske Selskabs årlige artikelkonkurrence. Peter Martin Kappel studerer Statskundskab på sjette semester på Københavns Universitet. Han interesserer sig meget for Østeuropæisk politik (blandt andet på grund af sin bulgarske mor). Han er medlem af den nye studenterforening, European Horizons, på KU, hvor der bliver debatteret europæisk og anden international politik.