De voksne er kommet på banen

USA og EU er ved at ryste populismen af sig. Joe Bidens regeringshold omfatter en række erfarne folk, der hører til den gamle elite, og EU tager hårdt fat på populisterne i Storbritannien, Polen og Ungarn og gør langt om længe op med vetoretten, nemlig omkring EU-fonden og EU’s budget

af Hugo Gaarden, 08.12.2020

Det unikke ved Joe Bidens regeringsdannelse og de aktuelle forhandlinger i EU om EU-fonden og Brexit er, at ”de voksne” atter er kommet ind i rummet.

Donald Trump havde ikke været præsident i lang tid, før alle talte om det beskedne antal voksne i hans regering, altså kompetente ministre, og de udgjorde højst en håndfuld. Efterhånden forsvandt de.

På den europæiske side har de voksne altid været der, men de har i årevis trådt forsigtigt over for populisterne, bortset fra Emmanuel Macron, der tværede dem ud i 2017. De er dog begyndt at tage affære, nemlig med hårde forhandlinger om Brexit og den europæiske finansiering – det syv-årige budget samt den gigantiske coronapakke på 750 milliarder euro.

Det absolut vigtigste punkt, selv om det ikke står på dagsordenen, er at finde en helt ny procedure for en finansieringsaftale, så Polen og Ungarn ikke kan nedlægge veto. EU-landene har nogen tid drøftet en model, der er anvendt i mellemøstkrigene, nemlig at ”villige lande” går sammen, når de gældende regler forbyder dem at handle. Den nye model kortslutter veto-retten ved at gå uden om medlemslandene i ministerrådet og lade EU-kommissionen træffe beslutningerne, men på basis af EU-lovgivningen.

Måske bøjer de to genstridige lande sig, så aftalen bliver vedtaget med énstemmighed. Men forsøget på at lade ”de villige” træffe en beslutning er et afgørende brud på EU’s regel om énstemmighed i de vigtigste spørgsmål. Det er et første skridt til at få ophævet den veto-ret, der lægger en dæmper på handlekraften, og som dybest set er et brud på de demokratiske principper. Reglen er blot svær at afskaffe på normal vis.

Problemet her og nu er, at det strider mod kansler Angela Merkels opfattelse. Hun ønsker altid at have alle med i båden, også nu, hvor hun er  formand for ministerrådet. Topmødet torsdag og fredag kunne blive en stjernestund for hende, men det kan også ende med, at Merkel-æraen med evindelige, pæne kompromisser er forbi. I nutidens verden med hastige forandringer og gyldne tider for populister og trumpister er der tydeligvis behov for demokratiske ledere, der tør skære igennem og sætte nye pejlemærker for fremtiden.

EU har i månedsvis ladet sig køre om hjørner med af Boris Johnson, der brød den aftale med EU, han selv triumferende indgik tidligere i år. Men i sidste ende har EU dog vist mod. EU vil ikke gøre alt for at hindre Boris i at køre ud over kanten med en no-deal, og hvis han alligevel bøjer sig, får han ikke held til at svække EU’s indre marked og konkurrenceregler. På den anden side har EU formået at række en hånd ud til briterne, fordi et fremtidigt samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik er vitalt for begge parter. Og en skønne dag vender briterne måske tilbage – f.eks. når skotterne forlader UK.

På et andet punkt har EU vist fornyet handlekraft, nemlig i kampen mod de amerikanske internetgiganter Google, Apple og Amazon, og her har Margrethe Vestager og den franske kommissær Thierry Breton været i front. EU-landene bliver nødt til at bekæmpe selskabernes dominans, hvis Europa skal have en chance i digitaliseringens verden. Det kan føre til konflikter med USA, der kan blive langt hårdere end med Kina. 

Der er dog kommet nye toner i USA. Bidens kommende udenrigsminister, Antony Blinken, er atlantist om en hals og velkendt i Europa. Sikkerhedsrådgiveren Jake Sullivan hører også til de traditionelle diplomater med stor erfaring fra Iran-aftalen. Den kommende forsvarsminister er sort, general Lloyd J. Austin III, der har haft ledende roller under krigene i Mellemøsten. Men det er uklart, hvor Biden vil have sit fokus: Kina, Europa, Rusland, Mellemøsten? Dog er alle enige om, at han vil lægge vægt på samarbejde med de allierede, og måske vil han etablere en demokratisk alliance. Men bliver det i et egentligt modspil til Kina og andre autoritære styrer?

Mange mener, han under alle omstændigheder vil bruge de fleste kræfter på at skabe samling i USA og på at sikre en økonomisk genopretning, som Trump forsømte. Udpegelsen af den tidligere chef for centralbanken, Janet Yellen, tyder på en mere offensiv finanspolitik, der skal komme den brede befolkning til gavn og ikke toppen i erhvervslivet som under Trump.

Men Biden kan dog få alvorlig modvind, hvis Republikanerne fastholder flertallet i Senatet, og hvis Trump formår at skabe en politisk stormflod blandt sine tilhængere. Trump er i gang med at benåde en række personer og har ifølge New York Times diskuteret benådning af sine børn og sig selv. Han bliver fortsat en stærk magtfaktor – en alternativ magt.

Som forretningsmand er Trump en fiasko, men han har forstået at skabe politik på basis af reality show, og med sin benægtelse af valgets realiteter skaber han nu et unreality show.

Det afgørende er, at han for første gang i fire år har fået ægte reality som modpart. Samme tendens ses i Europa, men her er det ikke enkeltpersoner, men hele det politiske maskineri i EU, der er ved at vågne op til realiteterne, fordi systemet ellers bliver sat i stå. En ny form for realpolitik er ved at dukke frem, så demokratiske ledere tør skubbe bittesmå populistiske minoriteter – og dominerende selskaber – til side, så de ikke længere kan ødelægge interesserne for et massivt flertal.