EU’s tech dilemma - hvordan balancerer EU innovation og sikkerhed i det digitale kapløb?

13. March 2025   19.00 - 20.30

Når Donald Trump den 20. januar 2025 bliver indviet som USA’s 47. præsident, bliver det sandsynligvis med tilbageholdt åndedræt, at de europæiske ledere ser på. Donald Trump har nemlig gentagende gange efter den 5. november talt om at ville indføre handelsbarrierer på varer fra Europa.

Dette kan risikere at blive en enorm udfordring for de europæiske lande, hvis økonomiske samfundsmodeller er baseret på global samhandel på frie og åbne markeder.

Men udover at påvirke økonomien, har amerikanske handelsbarrierer også potentiale til at lægge en dæmper på den teknologiske udvikling her i Europa. Dette skyldes, at mulige konsekvenser af Donald Trumps handelsbarrierer kan være forhøjede priser på varer, færre investeringer og dermed også mindre vidensdeling og samhandel.

Allerede i dag sakker Den Europæiske Union bagefter lande som Kina og USA, når det kommer til den teknologiske udvikling. Hvor USA har adskillige store techvirksomheder, eksempelvis Meta, Apple, Amazon, Microsoft, Nvidia, Tesla og mange flere, så har Kina virksomheder såsom Huawei, Tencent, Alibaba og flere.

Det er ofte også disse techgiganter, som står på forreste række, når det kommer til at udvikle nye teknologier og introducere dem til markeder over hele verden. Det er innovationer som har indflydelse på millioner af menneskers dagligdag. Hvad enten det er muligheden for at kunne skrive til bekendte, finde kort på mobilen eller søge efter ny information, så er det techgiganterne der står bag.

Derfor er det også ekstremt vigtigt for Europa at kunne følge med den teknologiske udvikling og være konkurrencedygtig inden for innovation. Men det helt store spørgsmål, som står ubesvaret tilbage er dette: Hvordan står det til med Europas konkurrenceevne overfor USA, Kina og techgiganterne der dominerer den teknologiske udvikling?

Det er dette spørgsmål og mange andre, som Det Udenrigspolitiske Selskab Aarhus sætter fokus på, når vi inviterer til paneldebat i forbindelse med Århundredets Festival.

Til at deltage i paneldebatten har vi inviteret:

Bugge Holm Hansen, seniorforsker ved Copenhagen Institute for Future Studies. Bugge Holm Hansen har været medvirkende til at samarbejde med organisationer, institutioner og virksomheder og har bidraget til udviklingen af et fælles sprog omkring ny teknologi, uddannelses- og formidlingsinitiativer og de måder, hvorpå teknologi og innovation kan skabe nye muligheder.

Rasmus Egmont Foss, analytiker ved Tænketanken Europa. Rasmus er uddannet M.A. Global Thought fra Columbia University og BSc IBP fra Copenhagen Business School. Rasmus’ ekspertområder er bl.a. EU’s digitale politik og tech-lovgivning herunder også Kunstig Intelligens.

Andreas Holbak Espersen, Digitaliseringschef i Dansk Industri. Andreas Holbak Espersen har adskillige års erfaring med digitalisering og et indgående kendskab til det strategiske og politiske arbejde med ny teknologi i erhvervslivet og i samfundet.

Aftenens moderator er Charlotte Flindt Pedersen, direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab.

Den første time vil der være modereret paneldebat, og den sidste halve time vil det være muligt for publikum at stille spørgsmål til paneldeltagerne.

Det er gratis at deltage, men der skal bestilles billet på nedenstående link:
Arrangør:
Tidspunkt
13. March 2025
19.00 - 20.30
Sted:
Godsbanen
Karen Wegeners Gade 8, 8000 Aarhus C
×

Log ind


Glemt adgangskode?

Er du ikke medlem? Opret medlemskab her