- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Polen og Tyskland og den fremtidige europæiske sikkerhedsarkitektur
25. september 2023 kl. 17.00 - 18.30 CEST
Det Udenrigspolitiske Selskab har fornøjelsen af at indbyde til et møde med tidligere ambassadør Rolf Nikel, næstformand i Det Tyske Udenrigspolitiske Selskab (DGAP).
Rolf Nikel er tidligere tysk ambassadør i Warszawa og har skrevet en meget rost bog om forholdet mellem Polen og Tyskland: Feinde, Fremde Freunde – Polen und die Deutschen. Bogen er netop udkommet i en polsk udgave.
Rolf Nikel vil tale over temaet: Polen og Tyskland og den forandrede sikkerhedsstruktur i Europa.
Der skal være parlamentsvalg i Polen den 15. oktober. Valget imødeses med spænding – ikke kun på grund den effekt det kan have på demokratiets tilstand i Polen, men også på grund af de internationale konsekvenser, ikke mindst for EU og Ukraine.
Forholdet mellem Tyskland og Polen er vigtigt. Der er en betydelig historisk ballast, der vanskeliggør forholdet, som udenforstående opfatter som en mere rationel interessevaretagelse. En tysk kommentator har formuleret det på den måde, at Tyskland og Polen er naboer, men befinder sig meget langt fra hinanden.
Ambassadør Carsten Søndergaard vil indlede mødet.
Ambassadør Rolf Nikel har fungeret som Det Tyske Udenrigspolitiske Selskabs (DGAP) vicepræsident siden 2020. Før Nikel kom til DGAP, arbejdede han i mere end 40 år for det tyske udenrigsministerium. Fra 2014 til 2020 var han Tysklands ambassadør til Polen. Fra 2011 til 2014 var Nikel forbundsregeringskommissær for nedrustning og våbenkontrol. I løbet af sin diplomatiske karriere arbejdede han også på Tysklands ambassader i Moskva, Nairobi, Paris, og Washington, DC, hvor han ledede de politiske afdelinger. Nikel har studeret statskundskab, økonomi og international ret i Frankfurt, Durham, North Carolina og Paris. Han var også stipendiat ved Harvard University.
Arrangementet vil foregå på engelsk.