Ugens Fremtiden: Stadig Uro om Sydtyrol
Serie: UGENS FREMTIDEN: I denne tid bliver vi konstant mindet om, at verdensordenen er under forandring. Og der sker også meget i denne tid, hvor USA’s indre krise blev afløst af en verdensomspændende pandemi, som igen blev afløst af Ruslands krig i Ukraine. Men egentlig har verdensordenen altid været en dynamisk størrelse. I denne serie dykker vi ned i vores tidsskrift Fremtiden for at give et historisk perspektiv på de udviklinger, det internationale samfund har været igennem i de sidste 75 år. I denne artikel fra 1959 giver landsdommer Frants Thygesen en oversigt over grænsestridighederne i Sydtirol.
Den tilsyneladende uløselige nationale strid på Cypern, der var ved at sprænge NATO-sammenholdet i det østlige Middelhav, er nu afløst af en lovende afspænding efter delvis imødekommelse af befolkningsflertallets ønsker. Men samtidig skærpes modsætningerne i Sydtirol, hvor den uheldige grænse er en stadig kilde til uro.
Geografisk omfatter Tirol et stort område af Midtalperne fra Kufstein til Gardasøen. Her lever endnu afsides dale – ligesom Graubünden – rester af den forromerske befolkning, ræterne. lavrigt er beboerne germanere, bortset fra den sydligste provins, Trentino, der er næsten rent italiensk.
Tirol hørte i over 300 år under habsburgerne som et af de østrigske kernelande indtil St. Germain-freden i 1919, der frigjorde de sidste italiensk befolkede egne for det østrigske herredømme. Da tog Italien ikke blot Trentino (med ca. 400.000 indbyggere) op til flodsnævringen og sproggrænsen ved Salurn, hvor den tirolske Etschflod skifter navn til Adige, men også det egentlige Sydtirol op til Brenner-passet, 7.400 km² med 235.000 tysktalende indbyggere, 12.000 rætere og 7.000 italienere. Dette brud på selvbestemmelsesretten undskyldtes udelukkende med strategiske hensyn, altså ren magtpolitik som briternes herre- domme på Cypern og Prøjsens erobring af det soldater. danske Slesvig.
Trods Italiens løfter til Folkeforbundet om kulturel frihed for sydtirolerne satte, især efter fascisternes magtovertagelse i 1922, en voldsom tvangsitalienisering ind med de mest brutale midler lige til deportationer til Syditalien. I 1926 påtalte Tyskland lukningen af de tyske skoler i Sydtirol, men Mussolini svarede, at tyskerne jo selv i Sydslesvig (uden for Flensborg) forbød oprettelsen af danske skoler; samme år indførtes en lempeligere skoleordning for Mellemslesvig.
Kort efter sagde Mussolini om Sydtirol: “Vi vil metodisk og konsekvent anvende vore love med det formål at gøre disse egne italienske som det øvrige Italien.” Dette er i virkeligheden stadig Italiens politik, og det sker i første række ved at øge den italienske befolkning i provinsen med alle midler, bl. a. ved masser af italienske tjenestemænd og soldater og ved anlæg af kraftstationer og fabrikker med tusinder af arbejdere sydfra. Det behøver ikke at berøre den enkelte tirolers menneskerettigheder direkte, men har alligevel som sit mål at overvælde den ikke-italienske befolkning; vi har en parallel i Kiel-regeringens indsats i Sydslesvig med “Program Nord” o.s.v., her blot som en tysk politik over for en ikke-tysk befolkning.
Helt galt blev det efter Rom-Berlin-aksens dannelse i 1937. Hitler ofrede sydtirolerne for sin drøm om verdensherredømmet. I 1939 aftalte de to diktatorer, at alle tyske sydtirolere skulle have tysk borgerret i stedet for italiensk og flyttes bort fra Sydtirol for at blive germanske pionerer” i de tysk-besatte, slaviske områder i ost; derefter ville også folkegrænsen ligge ved Brenner.
En del af sydtirolerne vovede dog at sige nej til den planlagte folkeflytning, og snart satte storkrigen en stopper for den. Men da var allerede 75.000 flyttet bort; over 4.000 andre faldt som italienske soldater.
Det lysnede først for Sydtirol, da både Mussolini og Hitler var bukket under. 1945 krævede provinsens ledere med støtte fra regeringen Figl i Wien folkeafstemning om genforening med det genoprettede Østrig i fuld overensstemmelse med det atlantiske frihedsbrev af 14. august 1941. England og Frankrig var velvillige, men USA sagde nej for at sikre Italien som Vestens allierede samme hensyn som det, der så hurtigt genrejste Vesttyskland som stormagt bl.a. på bekostning af de danske slesvigeres håb.
Sydtirol ofredes igen for magtpolitikken, da udenrigsministerkonferencen i Paris i 1946 afviste Østrigs krav. Man søgte at lappe på den folkelige uret ved at sikre den prisgivne befolkning kulturel frihed inden for Italiens grænser. I fredstraktaten med Italien af 1947 optoges som bilag en overenskomst af september 1946 mellem Østrig og Italien om regionalt selvstyre for Sydtirol – og Trentino. Når man overhovedet nåede til en overenskomst skyldtes det i høj grad Italiens antifascistiske og liberale ministerpræsident de Gasperi, der selv var trentiner.
Men den særstatut, der udfærdigedes i 1948, led fra begyndelsen af den grundfejl, at den væsentligste del af det begrænsede selvstyre ikke henlagdes til provinsen Bozen (Sydtirol), men til den samlede region Trentino-Alto Adige (det sidste er det italienske navn på Sydtirol), og i regionalrådet har den italienske provins Trentino på forhånd flertallet – ligesom det rent tyske Holsten dominerer over det lille Sydslesvig i den slesvig-holstenske landdag. Ganske vist udgør de medlemmer af regionalrådet, der vælges i Sydtirol, en særskilt landdag for provinsen Bozen med et solidt tirolsk flertal, men denne landdag har altså kun ringe magt og kan hverken hindre den italienske tjenestemandspolitik eller den store italienske erhvervsindsats med tilhørende boligbyggeri.
Fascismens tvangsstyre og Hitlers angreb i ryggen afspejles i Sydtirols folketal 1948: 199.000 tysktalende, 12.000 rætere og 117.000 italienere. Siden har tirolerne holdt stillingen takket være de mange tvangsflyttede, der vender hjem. I 1953 var der 214.000 tysktalende, 13.000 rætere og 115.000 italienere. Men der er altså nu en tredjedel italienere mod knapt 3 % i 1919. Og den fremmede, der kun opholder sig kort i provinsen, får et altovervejende italiensk indtryk, da italienerne er samlet i hoveddalene og byerne. Typisk er det gået hovedbyen Bozen, der i 1919 havde 23.000 tysktalende og 2.000 italienere; i 1954 var den blevet til et Bolzano med 70.000 italienere og kun 15.000 tysktalende. Til gengæld er de fleste af bjergbyerne, hvor tirolerne har al jorden, stadig næsten 100 % tysktalende og østrigsk-sindede.
Efter mange års total politisk ufrihed kunne sydtirolerne efter 1945 oprette et eget samlingsparti, Südtiroler Volks-Partei”, og en dygtig presse. SVP virker kun i selve Sydtirol, men 20 støttes i Trentino af det lille Trentino-Tiroler Volkspartei”. SVP er udpræget katolsk med stærk støtte hos præsterne og har samtidig en meget liberal tendens; takket være denne bredde kan det holde sammen på næsten hele den tirolske og rætiske befolkning.
De første år efter 1946 var præget af en vis afspænding i Sydtirol og et tåleligt samarbejde mellem det kristelig-demokratiske regeringsparti i Rom og SVP, der endog deltog midterpartiernes blok mod kommunisterne og de yderliggående højrepartier. Men efter de Gasperis afgang 1953 blev klimaet køligere. Rom trak stadig opfyldelsen af de mange løfter fra 1946 i langdrag. De reaktionære, der anser tirolernes frihed indskrænket, fik større indflydelse på italiensk politik. I selve Sydtirol er en stor del af den italienske befolkning hel- eller halvfascistisk, og den nuværende regering i Rom støtter sig bl. a. på de fascistiske grupper i parlamentet. De italienske nationalister Salurn synes, det går for langsomt med italieniseringen i Sydtirol, og påstår, at sydtirolerne har “forræderiske forbindelser” med Østrigs regering, som ikke har ret til at blande sig i dette “indre italienske” anliggende. Og Roms politik skærpes.
Dette har fremkaldt røre i Nordtirol og det øvrige Østrig. Regeringen i Wien indledte allerede i januar 1958 forhandlinger med Rom om Sydtirol, men blev køligt modtaget og har hidtil intet opnået.
Også i Tyskland er offentligheden interesseret Sydtirols skæbne; men regeringen i Bonn ønsker ikke at genere partifællerne i Rom eller at spolere idyllen over for partneren i den vesteuropæiske union og har intet foretaget sig. Sydtirolerne selv har tabt tålmodigheden over for Rom. De fik allerede blod på tanden, da den italienske regering i 1953 under striden med Jugoslavien om Trieste slog på selvbestemmelsesretten, og deres selvtillid styrkedes ved valgene i 1957. De er forbitrede over højforræderiprocesser mod deres deputerede og andre ledere, en langvarig fængsling af deres chefredaktør og planer om brug af ekspropriation mod deres vigtigste værn, jordbesiddelsen. I 1958 rejste SVP officielt krav om provinsen Bozens omdannelse til en selvstændig region; i Sydtirol lyder råbet…”Los von Trient” (man mindes slesvigernes forgæves arbejde for Sydslesvigs administrative adskillelse fra Holsten). Til gengæld demonstreres der i Rom mod “irredentismen” i Sydtirol, idet man hævder, at sydtirolernes mål er grænsens flytning fra Brenner til Salurn.
Det er næppe helt galt. Vel er sydtirolerne først og fremmest tirolere; men de er også germanere og ville stemme sig til Østrig den dag, de kunne. Men er det en grund til at begrænse friheden her eller i andre grænseegne? Et folkeflertals faste og vedholdende vilje har krav på mere respekt end en magtpolitisk grænsetraktat i strid med folkeviljen.
Artiklen er skrevet af landsdommer Frants Thygesen og udkom i Fremtiden nr. 3 1959.
