Vi søger en praktikant

Published on

 

Bliv en del af en helt unik organisation, der arbejder for at fremme interessen for internationale forhold og udenrigspolitik i Danmark!

Efterår 2024: Praktikant til Det Udenrigspolitiske Selskabs sekretariat

Vi søger en praktikant, der vil bidrage til arbejdet i vores lille, dynamiske og travle sekretariat i hjertet af København.

Som praktikant i Det Udenrigspolitiske Selskab vil du være med til at gennemføre DUS’ overordnede formål om at kommunikere, debattere og fremme det almene kendskab til og interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark.


Om os

Det Udenrigspolitiske Selskab er en forening med cirka 1600 medlemmer. Vores formål er at øge interessen for internationale emner og verden omkring os. Vi skaber således arrangementer og indhold, der bidrager med nye perspektiver på verden og klæder vores medlemmer godt på til den udenrigspolitiske debat. Vi har en meget bred samarbejdsflade med ministerier, politikere, danske og udenlandske videns institutioner, mediehuse og meget mere.

Vores aktiviteter:

  • Arrangementer: Vi arrangerer både fysiske og digitale arrangementer for vores medlemmer og andre interesserede. Det er debatter, oplæg, konferencer og webinarer.
  • Udenrigs: Vi udgiver magasinet Udenrigs tre gange årligt. Hvert nummer af Udenrigs har et tema: Det forrige handlede om Afrika, det seneste om organiseret kriminalitet, og det næste nummer sætter fokus på sommerens europaparlamentsvalg.
  • Podcasts: Vi udgiver månedlige podcasts om udenrigspolitiske forhold.

Vores hold

Vi er en lille og dynamisk enhed, der består af en direktør, to fuldtidsansatte, én praktikant og tre studentermedhjælpere. Du vil derfor indgå i et team, der løfter i flok, og du vil have mulighed for at sætte dit præg på arbejdet. Vi sætter pris på gode idéer og evnen til at tage initiativ!


Forudsætninger

Du skal have et bredt kendskab til udenrigspolitik og internationale forhold og solide kommunikationsevner på dansk og engelsk. Du skal være indskrevet på en relevant akademisk uddannelse. Da størstedelen af sekretariats arbejde foregår i København, er det en fordel hvis du er bosat i hovedstadsområdet.


Vi tilbyder

Stillingen er ulønnet, men du bliver en del af et lille, engageret og aktivt team, der brænder for udenrigspolitik og internationale forhold, hvor vi lærer noget nyt hver dag. Du får chancen for at få indblik i en aktiv civilsamfundsorganisation og mulighed for at fordybe dig fagligt. Her hjælper vi altid hinanden, vi giver frihed under ansvar, og du vil løbende få feedback og vejledning. Du er meget velkommen til at deltage i vores arrangementer og møder.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå i at:

  • Arrangere, koordinere og afvikle DUS’ mange møder og seminarer om udenrigspolitiske forhold;
  • Udarbejdelse af skriftligt indhold, programmer og invitationer
  • Evaluering og videreudvikling af koncepter
  • Udarbejdelse af visuelt og skriftligt indhold til sociale medier og hjemmeside
  • Almindeligt sekretariatsarbejde og medlemspleje

    Tiltrædelse den 1. september 2024 eller snarest derefter.

    Deadline for ansøgninger er fredag den 3. maj.
    Ansøgning, CV og eventuelle anbefalinger sendes til christoffer@udenrigs.dk med emnefelt “praktikant”. Samtalerne forventes at blive afholdt i uge 20.

    Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til administrations- og eventkoordinator Christoffer Dahl på tlf. 7196 7271 eller på mail Christoffer@udenrigs.dk.