Vesten halter efter Østasien i corona-kampen

KLUMME: Flere data fra Østasien viser, at Vesten kom ekstremt sent i gang med forebyggelse og bekæmpelse. Bruger Vesten de rette metoder nu med undtagelsestilstand, der lukker økonomien og det meste af samfundet ned? Det kan ende i en økonomisk katastrofe, der bliver værre end finanskrisen i 2008, måske værre end 1929.

Af Hugo Gaarden

De seneste dage har reportager fra Financial Times og New York Times vist, hvor hurtigt og effektivt flere østasiatiske lande greb ind over for coronavirussen, og at de vestlige lande halter langt efter i både forebyggelse og bekæmpelse. Det virker, som om de vestlige lande overhovedet ikke fulgte med i, hvad der skete fra slutningen af januar, men først greb resolut ind halvanden måned efter – i midten af marts.

Den 17. marts skrev New York Times, at Singapore kan danne model for, hvordan virussen kan bekæmpes. Singapore har 5,7 millioner indbyggere som Danmark, men der er ikke ét eneste dødsfald, og der har kun været 266 smittede. 115 alvorligt smittede patienter er udskrevet fra hospitalet. Kun Hongkong har haft færre tilfælde af smittede.

Singapore har en meget stor kinesisk befolkning. Ved de første rygter om virussen, begyndte Singapores myndigheder at reagere. I slutningen af januar blev al flytrafik fra Kina indstillet. Temperatur-scannere blev brugt i lufthavnen mod alle indrejsende.

Singapore, der har 5,7 millioner indbyggere, udviklede hurtigt en test-kapacitet på 2000 pr. dag. I den værst ramte delstat i USA, Washington State, er der en kapacitet på 400 pr. dag.

Singapore har kontakt-indikatorer, der kan følge alle, der er smittet eller har haft forbindelse med en smittet. Der sker med en hær af ”agenter” og ved brugen af big data. Der er tæt kontakt med patienter, der er sat i tvungen karantæne. Men skolerne har hele tiden været åbne.

Hongkong og Taiwan bruger stort set samme metoder. Taiwan begyndte at screene flypassagerer fra Wuhan allerede i slutningen af december, det vil sige. før Beijing indrømmede, at der var en smitte, der ramte mennesker. I slutningen af januar suspenderede Taiwan alle fly fra hele Kina. Da coronavirussen ramte passagerer på skibet Diamond Princess, der havde haft et stop i Taiwan, blev der sendt tekstbeskeder på mobiltelefoner til alle på Taiwan med informationer om de restauranter og turistmål, som skibspassagererne havde besøgt. Taiwan lukkede også skolerne, men de blev genåbnet i slutningen af februar. Taiwan har kun haft 77 smittede og et dødsfald. 10.000 personer overvåges i deres hjem.

Singapore, Taiwan og Hongkong har  koncentreret sig om at tage fat på risikogrupper i stedet for at lukke samfundene og den økonomiske aktivitet helt ned. Samtidig har de i udpræget grad brugt den mest moderne teknologi for at forebygge, følge og bekæmpe virussen. Det måske mest afgørende er, at befolkningerne i højere grad end i Vesten respekterer autoriteterne.

Vedhæftede graf viser den voldsomme forskel på håndteringen af corona i nogle østasiatiske lande og i Vesten. Intet vestligt land har fra starten reageret med for eksempel screening af alle rejsende fra corona-inficerede lande og regioner.

Kinas fremgangsmåde var hårdhændet, da kineserne endelig erkendte krisens alvor. Det tog nogle nabolande notits efter, og de fik ekstremt små tabstal i forhold til Kina, og de ødelagde ikke økonomien. Nu er antallet af døde i Europa større end i Kina, og vi har ikke nået toppen. Imens er samfundene lukket ned.

Vil det føre til krav om en ansvarsplacering? Hvad rapporterede ambassaderne om og hvornår? Hvorfor blev der ikke grebet ind så hurtigt som i Asien? Hvorfor blev der ikke sat skub i produktionen af screeningsapparater og lægeudstyr? Hvorfor lukker Europa de interne grænser i stedet for at isolere risikozoner?

Den økonomiske virkning for hele verden kan blive ekstrem. Alle økonomer venter en recession i år. De nuværende tiltag har ikke beroliget aktiemarkederne. Ingen har et overblik over virkningen, når det meste af samfundet og måske halvdelen af virksomhederne ligger stille. Er det nok at udskyde skatten og få statsgaranterede lån, hvis kunderne forsvinder?

De økonomiske pakkeløsninger, Europa og USA har lanceret med lånegarantier og skatteudskyldelser er på omkring 1500 milliarder dollar, men det er ikke penge, der sendes ud til lukkede virksomheder eller afskedigede medarbejdere. Nogle amerikanske økonomer mener, at det ville være billigere at sende penge direkte til de berørte.

I fredstid er der aldrig blevet indført en undtagelsestilstand med lukning af halvdelen eller det mest af samfundet. Flere økonomer mener, det ender i en krise, der er værre end finanskrisen i 2008, og den kan endog blive værre end i 1929, især fordi centralbankerne ikke længere kan sænke renten, og fordi verdens gældsbyrde, især virksomhedernes, er rekordstor. Det eneste, vælgerne kan være sikre på er, at de kommer til at betale regningen. Men vil det ske lige så fredsommeligt som nedlukningen, når konsekvenserne er gået op for folk? Det er utvivlsomt behov for, at Europa og USA ændrer kurs og overvejer en selektiv indsats og ikke den totale krigsførelse.

Det er slående, at de vestlige lande ikke holder topmøder med de succesrige østasiatiske lande for at finde den mest effektive måde at bekæmpe virussen på.

Nogle økonomer har fremlagt ideer til at undgå det totale sammenbrud, for eksempel at optrappe den digitale aktivitet fra hjemmene, herunder med privatbaseret efteruddannelse, og at skabe et effektivt bud-system med fødevarer og alt andet, der kan bruges bagefter. Det er især en chance for småvirksomheder, der kan gå sammen i stedet for at overlade delivery-tjenester til giganter som Amazon. Men det kræver handling nu og ikke i morgen.

Desuden kan verden stå over for en tragedie så alvor som en verdenskrig. Afrika har et dårligt sundhedssystem, og halvdelen af de 1,2 milliarder mennesker lever under elendige sanitære forhold. Hvis 60-70 procent  smittes, som flere eksperter mener vil ske uden indgreb, vil mindst 700 millioner bliver smittede. 5 procent vil muligvis dø, det vil sige mindst 35 millioner mennesker. Det vil ikke bare blive en menneskelig katastrofe for Afrika. Det vil påvirke hele verden. Vil vi lade det ske? Den spanske syge i 1918 kostede mellem 50 og 100 millioner livet.

Graf, lånt fra Financial Times: