Grønland og EUs deltagelse i det Arktiske

KLUMME: Med en ambitiøs EU-kommission bør det arktiske område inkluderes i EU’s udenrigspolitik og EU bør optages som observatørmedlem af Arktisk Råd på linje med Kina og andre nær-arktiske aktører.

af Hugo Gaarden, 9. december 2019

Nogle af Europas største udfordringer spænder fra den arktiske kulde til det tropiske Afrika, og Danmark er direkte involveret i nogle af dem. Det bemærkelsesværdige ved dem er, at de kun yderst sjældent optræder i medierne eller på den politiske dagsorden i parlamenterne eller i EU. Grønland og Danmark er mere end nogensinde blevet hvirvlet ind i spillet mellem stormagterne, nemlig om det arktiske område. Det handler ikke så meget om sikkerhedspolitik i traditionel forstand, som om økonomi, nemlig om olie, gas og mineraler i undergrunden i polarområdet og i Grønland samt om søruten nord om Rusland. 

Det vakte berettiget furore, da præsident Donald Trump ville købe Grønland, men det var mere afgørende, at udenrigsminister Mike Pompeo på et møde i Arktisk Råd tidligere på året i usædvanligt skarpe vendinger kritiserede Kina, der har observatørstatus i rådet. Kina betragter sig selv som et ”nær-arktisk” land. ”Det er I ikke,” sagde Pompeo. USA vil hindre et kinesisk engagement i det arktiske område, altså i et dansk område.

I det spil kommer Danmark i klemme. Det er blot forunderligt, at Danmark ikke for længst har taget højde for den udvikling og forebygget en eventuel konflikt. Kinas interesse for det arktiske område og Grønland har været stærk i mange år. Da Kina for fem-ti år siden for alvor trængte frem i sine østlige havområder for at få adgang til energi og mineraler i havbunden og for at skabe kunstige øer, forsøgte jeg forgæves at få danske diplomater i Kina til at kommentere den potentielle virkning i polarområdet, inkl. Danmark, f.eks. om at etablere internationale regler for udvindingen. Danmark havde ingen udførlig en strategi. Det er heller ikke tilfældet i dag. Derfor blev vi taget på sengen af Pompeo og Trump.

Det er bekymrende, at Danmark ikke sammen med grønlænderne har udarbejdet en virkelig langsigtet, altomfattende, geopolitisk plan for regionens fremtid. Det bør være i Danmarks interesse at etablere internationalt vedtagne regler for udvindingen og for hensynet til befolkningen i området og klimaet. Det bør vel også være i nationens interesse, at ingen lukkes ude på forhånd, men at der kan foretages investeringer på et multilateralt grundlag. 

Hvis Danmark vil lade Kina blive som observatør i Det arktiske Råd med status som et ”nær-arktisk” land, vil Danmark møde modstand fra USA. Vi havner midt i en kamp mellem den nuværende og den kommende supermagt. Danmark får svært ved at klare sagen alene og bør derfor inddrage EU. EU er vel lige så meget en ”nær-arktisk” aktør som Kina? 

At inddrage EU i den arktiske politik, herunder om søtransporten i polarområdet, er i Danmarks interesse, da Mærsk vil være stor-operatør på ruten. Men der er videre perspektiver. Mærsk er en aktør i den kinesiske og globale infrastruktur, ligesom Huawei er det, nemlig i telekommunikationen. Det hele bør ses i en sammenhæng. Hvis vi vil lukke nogle ude, kommer der en modreaktion. Sådan tænker kineserne i hvert fald. Affæren omkring Grønland er derfor en illustration af, at vi bliver nødt til at fokusere på nogle sammenhænge, ellers kommer vi for sent over for lande, der tænker mere langsigtet.