Hongkong – et kinesisk laboratorium

KLUMME: Et halvt års voldsom gadeuro i Hongkong er endt i en slags våbenhvile. Men striden er ikke endt. Hongkong er et laboratorium for, hvordan Kina kan leve i en multi-kulturel verden, og hvordan et autoritært, kompetencedrevet styre kan håndtere interne konflikter.

af Hugo Gaarden, 2. december 2019

Det nylige valg til lokalrådene i Hongkong viste entydigt, at de fleste beboere i Hongkong ønsker et vestligt demokrati. Men det får de ikke. De 7 millioner i Hongkong får ikke lov til at diktere, hvordan Fastlands-Kina skal udvikle sig. Derimod kommer de til at tage stilling til, om de vil leve under 1) konstant uro, 2) underkastelse eller 3) et kompromis mellem to forskellige politiske systemer. Meget tyder på, at det sidste er mere realistisk end de første muligheder.

Styret i Beijing betragter Hongkong som et laboratorium for, hvordan Kina kan leve i en multi-kulturel verden, og hvordan et autoritært, kompetencedrevet styre kan håndtere interne konflikter. Officielt udtrykker Beijing sig ikke sådan, men den holdning har der været indikationer af gennem de seneste år, både før og under præsident Xi Jinping. De perspektiver får blot ikke megen plads i de vestlige medier, fordi Vesten støtter oprørerne i Hongkong og håber, at uroen kan vælte det kommunistiske styre i Beijing. Det er blevet en standard-opfattelse, at Xi har stødt på sin grænse for, hvad han kan. Kinas magt er på retur. Der er blot ikke leveret solide argumenter for den opfattelse.

At der ikke har været store tabstal trods brutalitet fra både politiets og demonstranternes side er bemærkelsesværdigt, set i forhold til uro andre steder i verden. Det viser, at Beijing vil undgå at tage den totale magt og forsøger at finde en balance mellem et autoritært styre og en multilateral verden. Kina kan kun opretholde en høj vækst, hvis Kina har gode relationer til de vigtigste markeder. Derfor vil Kina forsøge at undgå en international protest mod Beijing. Omvendt vil Kina ikke rokke sig en tomme fra kommunistpartiets og statsmagtens overordnede politiske ledelse. Det har været kursen siden Tiananmen-opstanden i 1989, hvor Deng Xiaoping fastholdt styrets politiske kontrol, mens der blev givet økonomisk frihed med en massiv forbedring af levestandarden.

Det er en samfundsmodel og styreform, der aldrig er blevet forstået i Vesten, og nu forsøger USA at spænde ben for den, fordi den unikke blandingsmodel får Kina til at overhale USA. Modellen får også betydning for Hongkongs fremtid. Storbritannien overdrog sin koloni Hongkong til Kina i henhold til en 50-årig overgangsordning, efter formlen ”et land, to systemer,” som giver Hongkong en vis selvstændighed. Men efter 2047 kan Hongkong indgå som en del af Kina – 100 procent. Dét bryder et flertal i Hongkong sig ikke om. Derfor protestbølgen. Det er utænkeligt, at Hongkong får lov til at udvikle et vestligt demokrati, da det vil undergrave systemet for hele Kina. Men Hongkong mister ikke nødvendigvis en særstatus. I mange år har der været bestræbelser på at etablere en vis form for vestligt demokrati på kommunalt plan i dele af Kina. Eksperter har tumlet med ideer til, hvordan alle interessegrupper kan blive inddraget i den politiske proces på topplan, og hvordan kompetencesystemet kan opretholdes. Ingen kan få en toppost uden at være faglig kompetent.

Kineserne suger politisk og økonomisk inspiration til sig fra hele verden, men de vil ikke lade sig diktere af omverdenen. Den kinesiske ledelse vil ikke have Vestens lave vækstrater, evindelige politiske stridigheder, som f.eks. ses for fuld udblæsning i Storbritannien og allersenest i Tyskland. De vil ikke have inkompetente, populistiske ledere som Donald Trump. Hvis Vesten truer med sanktioner, tager Beijing det roligt. Trumps handelskrig har kun haft beskeden effekt, og hvis f.eks. tyskerne følger trop, skal kineserne bare standse det tyske bilsalg Kina for at bringe Tyskland i en vedvarende recession.

Omvendt vil Kina gøre alt for at kunne involvere sig i den vestlige verden, f.eks. ved at lade Huawei bygge 5G-netværk i Europa og ved at knytte Europa til den anden ende af Silkevejen gennem Asien. Kina vil samtidig gøre sig uafhængig og opbygger derfor et finansielt og teknologisk alternativ til Vesten. Men på det overordnede plan vil Kina leve i en verden af forskellighed, fordi det tjener Kinas interesser. Men det kan EU udnytte til at styrke sine egne interesser, nemlig ved at få maksimal indflydelse i et samspil med kineserne.

En ny tænketank er netop etableret mellem Hongkong og fastlandet for at udvikle ideer for en model for tiden efter 2047. Det er langsigtede initiativer af den slags, som Europa har et åbenlyst behov for at udvikle, også i relation til Kina. Hverken Beijing eller Hongkong er paralyseret af uroen. Kineserne lader sig ikke paralyserer. Vi har bare ikke set, hvor de er på vej hen. Men det er tænkeligt, at borgerne får lidt mere indflydelse på lokalt niveau, og det kan måske ske i et samspil med den lokalpolitiske udvikling på fastlandet, hvor der i årevis har været titusinder af protestaktioner mod lokale myndigheder, f.eks. mod korruption. Beijing kan ”bruge” en stærkere folkelig indflydelse på at bekæmpe misbrug, korruption, forurening og ekstremt høje boligpriser. Det er fælles-problemer. Kina har også ”brugt” taiwanske landmænd til at modernisere det kollektive landbrug.

Trods et dramatisk fald i Hongkongs økonomi, er børsmarkedet ikke brudt sammen. Alibaba har netop foretaget verdens største aktieudvidelse i år, i netop Hongkong. Hverken staten eller private kinesiske virksomheder slår hånden af Hongkong og overlader finansmarkedet til f.eks. Singapore eller Tokyo. Ambitionen er stadig at gøre Hongkong, dets naboby Shenzhen samt Shanghai til verdens vigtigste finansielle center – og ikke New York.

”Laboratoriet” vil syde trods en dyb skepsis i Vesten. Det ses også af, at kineserne begynder at svare igen, når Vestens medier skyder løs. Da Kinas London-ambassadør Liu Xiaoming for nylig blev interviewet af BBC’s hårdkogte, men kompetente Hardtalk-interviewer Stephen Sackur, bad ambassadøren den meget talende og fordømmende Sackur om at holde bøtte og lade ambassadøren tale færdig. Det er et lille eksempel. Men vi vil opleve, at kineserne i stigende grad optræder selvbevidst og argumenterer for deres system uden nogen undskyldning, uanset om det handler om Hongkong eller internering af muslimske uighurere i Xinjiang.