Den seneste tids udvikling i fredsforhandlingerne med Taliban
ANALYSE: Den seneste tids fremskridt i fredsforhandlingerne mellem USA og Taliban giver grund til forsigtig optimisme. Men hvorfor kun forsigtig? Og hvordan kom vi til, at USA og et terrornetværk som Taliban nu forhandler? En rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) giver et unikt og dybdegående indblik i den seneste tids politiske udvikling i Afghanistan.
5. august afsluttedes den ottende og seneste i rækken af forhandlinger mellem USA og Taliban om en fredsaftale, der vil medføre en betinget amerikansk tilbagetrækning og bane vejen for fredsforhandlinger mellem Taliban og Kabul. Ifølge den amerikanske specielle freds-envoyé Zalmay Khalilzad har parterne gjort ’fremragende fremskridt’, og der er således grund til forsigtig optimisme.
Den seneste tids udvikling kan dog virke overraskende for iagttagere af situationen i Afghanistan, i hvilken Taliban ofte portrætteres som et radikalt udemokratisk og konfrontatorisk terrornetværk. En DIIS-rapport forfattet af Mona Kanwal Sheikh og Amina Khan giver imidlertid et unikt indblik i og forståelsesgrundlag for den seneste tids udvikling i Afghanistan. Rapporten ’Prospects of a settlement with the Afghan Taliban: Exit, peace and governance from the Taliban perspective’ bygger på interviews med ledende Taliban medlemmer, soldater og sympatisører og præsenterer baggrunden for de ændringer i Talibans strategi og tankegods samt de problemer organisationen står i, der hhv. muliggør og komplicerer fredsforhandlingerne.
Om end NATO og USA har opgivet at nedkæmpe Taliban, påpeger rapporten, at organisationen stadig har fuld kontrol over 4% af Afghanistan og er aktiv i yderligere 66% af Afghanistan. Således er det indlysende at stabilitet og fred i Afghanistan kun kan opnås i samarbejde med, og ikke ved nedkæmpelse af, Taliban. Sheikh og Khans rapport er yderligere bemærkelsesværdig i den forbindelse, idet den inddrager information fra interviews med Taliban-ledere, medlemmer og sympatisører for at give et indgående indblik i den udvikling der er sket internt i Taliban.
Rapporten gør klart, at Taliban i dag er langt fra det Taliban, der var ved magten i Afghanistan indtil 2001. Ifølge forfatterne er Taliban som organisation præget af en stadig mere tydelig pragmatisme, der bl.a. vises i at de vægter et frit Afghanistan højere end genetableringen af et Afghansk emirat. Det entydige billede fra de respondenter, der er interviewet til rapporten, er at det for Taliban er det moralsk og religiøst rigtige at stræbe efter fred samt at organisationens holdninger til en fremtidig afghansk forfatning, sharia lov, kvinders rettigheder og magtdeling er og forbliver foreløbige og med forbehold for fremtidige ændringer.
Ifølge rapporten er det kun de af Talibans krav, der omhandler organisationen selv, der er klare: navnlig at organisationen fjernes fra FN’s sanktionsliste, frigivelse af talibanske tilfangetagne, den formelle åbning af et Taliban-kontor i Kabul, samt en komplet tilbagetrækning af fremmede styrker. Derimod er Talibans position såvel som krav til en fredsaftale med styret i Kabul fortsat uklare.
Ikke desto mindre forsøger rapporten at klargøre Talibans tilgang til fremtidens Afghanistan og til eventuelle forhandlinger med styret i Kabul, hvilket organisationen fortsat ikke anderkender. Rapporten undersøger flere forskellige mekanismer for konflikthåndtering og fremhæver en voksende anderkendelse fra Talibans side af, at Afghanistan og Afghanerne har ændret sig, og at organisationen, derfor ikke kan forvente den form for religiøs støtte til dens fortolkning af Islam den nød for ti år siden. Dette indikerer ifølge rapporten, at der kan sås tvivl ved den opfattelse, at Taliban ønsker fuld kontrol over hele eller dele af Afghanistan, hvilket også ses ved at organisationen ved flere lejligheder ikke har været kategorisk afvisende overfor hverken magtdeling ej heller demokratiske processer/valg.
Det er dog ikke blot ændringer hos Taliban, der muliggør den nuværende situation men også en, ifølge rapporten, udenrigspolitisk nedprioritering af ’lokale oprørsgrupper’ såsom Taliban fra amerikansk side til fordel for en opprioritering af truslen fra ’global jihadisme’. Trump-administrationen imødekom i 2018 et af Talibans klare krav: Direkte forhandlinger mellem organisationen og Washington. Ifølge rapporten er det dog også i USA’s og Vestens klare strategiske interesse at skabe fred. Dels for at afslutte en dyr og langvarende konflikt, men i særdeleshed for at sikre stabilitet i Afghanistan for således at forhindre at landet bliver en grobund og et ’safe haven’ for terrorister.
I den forbindelse nævner rapporten også mulige forhindringer for succesfulde forhandlinger. For det første er det vigtigt at tage højde for modstand mod fredsforhandlinger med Taliban i nogle dele af det politiske miljø i Kabul. Ifølge rapporten skyldes denne modstand ikke mindst det faktum at store dele af det politiske etablissement i Kabul har lukrative stillinger som en direkte konsekvens af konflikten. En fredsaftale vil ikke blot betyde at de mister deres jobs og indflydelse, men også at de ikke nyder den sikkerhedsmæssige beskyttelse, der er et produkt af konflikten og den amerikanske tilstedeværelse. En anden forhindring for en fredsaftale er Talibans tætte bånd med narkohandel, der efter sigende finansierer det meste af organisationens aktivitet. Dette problem må adresseres i fredsprocessen idet denne form for kriminel aktivitet trives på konfliktens fortsættelse. Slutteligt er det, i ifølge rapporten, i USA’s og Vestens klare interesse at sikre et forenet og stabilt Taliban. En fragmentering af bevægelsen, der ellers er en konventionel form for terrorbekæmpelse, vil mindske de positive indvirkninger af en fredsaftale.
Rapporten konkluderer derfor at Taliban, såvel som USA, har gennemgået markante og vigtige ændringer der giver grund til en forsigtig optimisme men fortsat stort fokus på situationens kompleksitet. Det er vigtigt at verdenssamfundet anerkender Taliban som en legitim aktør i den kontekst der udgør den afghanske ligning, der både er i stand til at udvikle og forandre sig, og således også er forenelig med fremtidens politiske udvikling i Afghanistan. Den seneste tids tilsyneladende positive udvikling i forhandlingerne mellem parterne er en konsekvens af store indrømmelser fra Taliban såvel som USA. Ifølge Sheikh og Khan kan en mulig aftale meget vel betyde at USA må annoncere deres tilbagetrækning og stoppe samtlige operationer mod Taliban for i stedet at få lov til at eksekvere målrettede operationer imod ISKP (Daeshs lokalafdeling i Afghanistan) og Al-Qaeda. Dette ville i givet fald betyde at Taliban må opgive deres krav om en komplet tilbagetrækning af fremmede styrker, men også at USA må ses sit mandat indskrænket betydeligt.
Hvad end de nuværende forhandlinger ender med, indikerer rapporten også, at den reelle udfordring – fredsforhandlinger internt i Afghanistan – stadig venter ude i fremtiden. Forhandlinger der ikke blot er komplicerede, fordi der er meget begrænset viden om Talibans krav og tilgang til dem, men også fordi der er stærke kræfter både i den afghanske regering i Kabul, men også hos Taliban og på det sorte marked, der ingen interesse har i en fredsaftale – snarere tværtimod.
