I krisetid: Revision af dansk udenrigspolitik i Mellemøsten og Nordafrika
I juni udgav DIIS publikationen ”In a Time of Crisis: Danish Foreign Policy in the Middle East and North Africa”.
Danmark bør revidere sin indsats i Mellemøsten, så man i mindre grad ukritisk følger den amerikanske linje og i stedet flytter fokus til sit geopolitiske nærområde i øst. Det er vurderingen i en ny mini-udgivelse forfattet af Ramus Boserup, Luke Patey og Hetav Rojan fra DIIS. Rapporten kommer med fem hovedobservationer adresseret til Udenrigsministeriet:
1. Ideelt burde Danmark opgive sit EU-forbehold på forsvarsområdet. Det ville tillade dansk deltagelse i en fælles europisk sikkerhedsramme på lige fod med de resterende medlemsstater. Dét især når EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik får stadig tiltagende betydning fremover. Det ville reducere afhængigheden af USA og på langt sigt muliggøre en frigørelse fra den usagte forventning om, at Danmark er klar, når amerikanerne ringer.
2. Hvor det vil være en strategisk fejltagelse at opgive den aktive indsats i MENA og alliancen med en stormagt som den amerikanske fuldstændig, bør Danmark dog i det mindste søge langsomt at erstatte sin nuværende udenrigspolitiske profil som et land, der uforbeholdent tilbyder hurtig og omfangsrig militær støtte til amerikansk ledede interventioner i Mellemøsten. Den skal erstattes med en langt mere påpasselig, gennemtænkt og selvstændig tilgang.
3. I denne tilgang skal det ikke være militære løsninger, der er motoren, men derimod initiativer som fredsbevarelse, konfliktløsning, stabiliseringsmissioner, mægling, katastrofehjælp og økonomisk diplomati. Dertil kommer promoveringen af god regeringsførelse og demokratisering i udviklingslande, styrkelse af civilsamfund samt genopbygningen af regionale institutioner med større lokal ejerskabsfølelse.
4. Med præsident Donald Trump ved magten har amerikansk udenrigspolitik tilsyneladende igen taget en ’hawkish’ drejning. Danmark bør imidlertid undgå tidligere fejltrin ved deltagelse i interventioner, der har vist sig at destabilisere lande som Afghanistan, Irak og Libyen. Med Donald Trump er forudsigeligheden i alliancemønstre reduceret markant, hvilket kun gør dansk søgen efter alternativer endnu mere presserende på længere sigt.
5. Der kommer en tid efter Trump, så alliancen med USA skal bevares og, hvor det giver mening, styrkes. Det kan gøres gennem større bidrag til NATO for fortsat at udtrykke støtte til USA. Men indtil da vil dansk udenrigspolitik drage fordel af i mindre grad at følge amerikanske projekter uden for de institutionelle rammer. Samlet set bør der således foregå en større gentænkning af selve væsnet i dansk udenrigspolitik, hvor de ikke-militære midler spiller en relativt større rolle, hvor fokus ikke ensidigt er på Mellemøsten, hvor intervention ikke altid er svaret, og hvor den amerikanske linje ikke nødvendigvis skal være den danske.