Top-aktivitet i hele verden

Af Hugo Gaarden

Overalt i verden er aktiviteten i top-gear. Der er både positive og risikable tendenser, og de fleste hænger uløseligt sammen. Problemet er, at der ikke findes en eneste statschef eller en nation eller en institution, der forsøger at løse dem i en sammenhæng.

Præsident Donald Trump har indledt en fuldblodet handelskrig med Kina, mens Nord- og Sydkorea på eget grundlag forhandler om en tilnærmelse. Rusland er blevet den vigtigste udenlandske aktør i Mellemøsten, og EU tager konkrete skridt for at blive mere uafhængig af USA. Tyskland kæmper for at komme ud af indvandrer-krisens lammelse, mens briterne desperat forsøger at finde en Brexit-aftale. Den liberale, demokratiske orden er krakeleret, men der er kun teoretiske bestræbelser på at løse de fundamentale problemer.

USA’s handelskrig mod Kina giver bagslag

Trump har optrappet handelskonflikten med Kina til en regulær økonomisk krigsførelse. Den nye runde af tariffer vil sammen med de tidligere tariffer betyde, at der lægges afgifter på halvdelen af den kinesiske eksport til USA, og hvis Kina ikke bøjer sig, vil konflikten fra næste år omfatte hele den kinesiske eksport. Hidtil har Kina reageret tand-for-tand på tarifferne, men fra nu af kan gengældelserne blive særdeles alvorlige for USA, f.eks. ved at blokere for væsentlige dele af den produktionskæde, som omfatter globale virksomheder, herunder at standse eksporten af specialvarer til high-tech produktionen.

Det er tydeligt, at Trumps nærmeste handels- og sikkerhedsrådgivere vil hindre Kina i at overhale USA på det højteknologiske område, så derfor lægger USA op til en form for krigsførelse, som da englænderne ville hindre tyskerne i at blive en flådemagt i årene før 1. Verdenskrig. Det er ubegribeligt, at EU ikke forsøger at påvirke udfaldet.

Flere aftaler udenom USA

Mens USA fører handelskrig, har Nord- og Sydkorea indledt deres egen tilnærmelse gennem et tre-dages topmøde, efter at de har etableret en fælles ambassade på grænsen. Begge lande vil massivt styrke de økonomiske relationer, og de vil forsøge at indgå en fredsaftale, før der evt. bliver en atomaftale mellem Nordkorea og USA. Nordkorea vil have en fredsaftale inden en atomaftale, mens USA vil det omvendte, og det kan føre til dødvande. Desuden er der tegn på, at Nordkorea fortsætter atomoprustningen, men i det stille, nøjagtigt som Pakistan, Indien og Israel har gjort det. De to Korea’er går med andre ord deres egne veje.

Rusland har med en russisk-tyrkisk aftale om en demilitariseret zone i Idlib-provinsen i Syrien vist sig som en dreven aktør i Mellemøsten. Rusland er den eneste stormagt, som har gode kontakter til samtlige aktører – Syrien, Iran, Israel og Tyrkiet – og får måske held med at afværge en krig, der kan føre til folkedrab og fordrivelse af hundredtusinder af mennesker. EU-landene står også her på sidelinjen.

Dog forsøger EU at bevare Iran-atomaftalen for at undgå en ny Mellemøsten-konflikt, nemlig mellem Iran og Israel. Både Tyskland og Frankrig vil have en mere uafhængig kurs over for USA på grund af Iran-sagen, og senest har også EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, lagt op til en uafhængig linje: Euroen må gøres til en rival til dollaren, så USA ikke kan presse europæiske virksomheder. ”Euroen må gøres til et aktivt instrument for et nyt, uafhængigt Europa,” siger han.

Hvad med Europa?

Ovenstående udviklinger er ikke nye, men der er tale om forstærkede tendenser til en mere uafhængig optræden i forhold til USA, og man ser nu, at de er kædet uløseligt sammen. Problemet er, Trump ikke evner eller ønsker at håndtere hele viften. Men spørgsmålet er, om de europæiske ledere eller nogle institutioner kan. Indtil nu forsøger ingen at kæde tingene sammen som den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger.

En mere uafhængig optræden over for USA er dog uundgåelig, eftersom nettet strammes om Trump i Mueller-undersøgelsen. Alle nøglepersoner omkring Trump, og som har viden om de emner, som Mueller-undersøgelsen koncentrerer sig om, har indgået aftaler med retsvæsenet om at fortælle alt. Med et sådant kriminaliseret miljø kan intet land have tillid til Trumps USA.

Europæerne har også sine interne problemer at slås med. EU-lederne har i Salzburg den første grundige drøftelse af Brexit. Der er to hovedudfordringer: 1. I hvor høj grad vil EU-landene gå med til en aftale, der knytter Storbritannien tæt til EU og det indre marked, kombineret med et stærkt forsvarssamarbejde? EU har netop blødt op en løsning af det næsten umulige problem med Nordirland. 2. Bliver den britiske regering i stand til at lave en aftale, som kan godkendes af det britiske Underhus i henhold til Chequers-aftalen?

Men den interne uenighed er så voldsom, at det ligner en politisk borgerkrig, og det er højst usikkert, om briterne kan enes om en aftale. Derfor kan det ende med en ny folkeafstemning, når konsekvenserne ved Brexit’en mærkes i hele befolkningen.

Større fokus på nationale, indenrigspolitiske udfordringer vil styrke EU

Det vil uvægerligt hæmme EU’s handlekraft, som allerede er belastet af uenighed i Italien, Ungarn og Polen. Selv Tyskland har været handlingslammet på grund af modstanden mod kansler Angela Merkels velkommen-kultur. Hun skulle presses helt ud i tovene, før hun tog affære over for den indenlandske efterretningstjeneste, hvis chef har skabt mistillid i befolkningen. Det har svækket Merkel, at hun ikke har håndteret modstanden mod indvandringen bedre. Når koalitionsregeringen i 2020 skal gøre status, kan det måske føre til en kansler-udskiftning, om ikke før.

De etablerede partier har de seneste ti år haft ekstremt svært ved at løse dagligdagens problemer. Den tidligere amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde for nylig, at når ”52 pct. af al indkomst havner hos 1 pct. af befolkningen, så giver det problemer.”

Men ikke én eneste regering lægger op til en effektiv håndtering af de fundamentale problemer omkring uligheden, globaliseringen og digitaliseringen. Alle taler om et svækket liberalt, demokratisk system, men det er kun forskere, der kommer med forslag til en reform. På den baggrund bliver svært for de vestlige lande at optræde stærkere på den globale scene.