Opfølgning 10 år efter “Som jeg nu husker 46 års arbejde i Udenrigsministeriet”

Published on

Jens Christensen, tidligere topembedsmand og diplomat, skriver en opfølgning på sit essay, som han skrev i anledning af sin 90 års fødselsdag i 2011, ti år efter.

 

I anledning af min 100 års fødselsdag i juli d.å. er jeg blevet bedt om at skrive en opfølgning af mit lille erindringsskrift fra 2011, da jeg fyldte 90 år. 

Jo ældre man bliver, jo fjernere bliver ens aktive år, og jo mere kunstige bliver sammenligninger med nutiden. Forholdene i dag er på næsten alle måder meget forandret, også de sidste 10 år. 

Jeg vil fremhæve nogle få ting. De fleste lande og deres borgere er blevet mere nationalkonservative og egoistiske. Vi havde i årene efter 2. verdenskrig en langt større forståelse for nødvendigheden af samarbejde både globalt og på europæisk basis. Den fællesskabsfølelse, der dengang herskede i Europa er tilsyneladende ved at forsvinde. I dag føler mange lande og deres borgere, at de godt kan klare sig selv og ikke har behov for snævert samarbejde med andre lande. 

En anden ting, der karakteriserer de seneste år, er den interne splittelse, der er opstået i mange lande. Den økonomiske ulighed er vokset meget stærkt, der er splittelse mellem by og land, ligesom kløften mellem de veluddannede og de uden eller med kort uddannelse synes at blive stadig større. Også flygtningestrømmen og den betydelige indvandring skaber mange steder splittelse og uenighed. Alt dette skaber spændinger i befolkningerne, som er svære at håndtere, samtidig med at deres håndtering ofte er afgørende for, hvem der kommer til at sidde med regeringsmagten. 

De seneste års største problem er klimakrisen. Alle ved, at problemet er voksende, og at løsningerne bliver stadigt dyrere. Alligevel er det tilsyneladende ikke muligt for landene hverken globalt eller regionalt rigtigt at komme i gang med de nødvendige løsninger. Der er alt for mange planer og løfter og for lidt handling. Vi synes somme tider at glemme, at selvom DK når sit 70 procents reduceringsmål i 2030, så løser det ingenting, hvis ikke andre lande følger vores eksempel. 

Brexit

Det første udslag af den stigende nationalegoisme og den interne splittelse er Brexit. Jeg havde ikke set det komme, vel nok fordi jeg har brugt 15 år af mit liv til på en eller anden måde sammen med England at bringe DK ind i det Europæiske Fællesskab. Man skulle måske have givet England større muligheder for at fravige EU-reglerne, især med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed, men det havde næppe været nok til at påvirke stemningen i Remain-retning. Der hviler et tungt ansvar på den daværende premierminister David Cameron. Han skulle aldrig have lovet en folkeafstemning om et så kompliceret spørgsmål. Tilsyneladende havde han personligt intet ønske om at forlade EU, men ville med folkeafstemningen løse en intern strid i det konservative parti. Hvorom alting er, er der efter min opfattelse noget forkert i at lade de kun 37 procent af vælgerbefolkningen, der stemte for Leave (35 procent stemte for Remain og 28 procent stemte ikke) træffe en så vidtrækkende afgørelse. Et problem af en sådan kompleksitet som EU-medlemskab bør ikke løses ved folkeafstemning, men ved et parlamentsvalg. Det er et politisk problem, som skal løses af politikere. Men hvorfor stemte 37 procent for Leave? Der er flere forklaringer.

Mange vælgere – især uden for de store byer – havde ikke fået del i den almindelige velstandsfremgang. De troede, at hvis U.K. fik “kontrollen tilbage”, ville alt gå bedre. Mange drømte sig tilbage til den tid, hvor England havde styret 25 procent af verden. Hertil kom, at Leave-siden førte en meget uredelig valgkampagne med mange løfter, der aldrig kunne indfries. Man havde glemt, at Leave-kampagnens leder Boris Johnson i sin tid som korrespondent i Bryssel havde fået tilnavnet “Boris the lier”. 

Der er ingen tvivl om, at Brexit vil komme til at koste både England og resten af EU dyrt, men England vil formentlig blive hårdest ramt økonomisk. Hertil kommer risikoen for, at United Kingdom vil gå i opløsning. Der er ingen tvivl om, at Brexit vil give en stor støtte til selvstændighedsbevægelsen i Skotland. Også i Nordirland har toldgrænsen mellem Nordirland og den øvrige del af UK allerede givet store problemer. Det vil formentlig medføre stigende støtte til tilhængerne af en forening med den irske republik. 

Danmark mister en vigtig samarbejdspartner i EU. Brexit vil have en negativ virkning på mange områder, men der er dog ingen fornuftige politikere, der drømmer om at følge England ud af EU. Og England vil næppe i en overskuelig fremtid igen melde sig ind i Den Europæiske Union. Der vil i hvert fald gå en generation eller to før der måtte blive grundlag for et markant meningsskifte i den engelske befolkning. 

Vi overvejede før folkeafstemningen, om der var noget, Danmark kunne gøre for at påvirke den engelske befolkning i Remain-retning. Uffe Ellemann-Jensen og jeg fik samtlige nulevende tidligere danske udenrigsministre til at underskrive følgende erklæring: 

”Appel til Storbritanniens vælgere 

Danmark og U.K. gik sammen ind i det europæiske fællesskab i 1972/73. Britisk medlemskab var dengang en afgørende forudsætning for dansk medlemskab. Vi huskede briternes heroiske kamp for frihed og demokrati i Europa under 2. verdenskrig. Vi anså derfor britisk medlemskab som en garanti for, at det europæiske fællesskab fortsat ville udvikle sig i fredelig og demokratisk retning. U.K. må ikke nu svigte sit ansvar for at Europa fastholder denne udvikling. 

Vi anser det for vigtigt, at U.K. fortsat er centralt placeret i det europæiske samarbejde. Andre europæiske lande er utvivlsomt af samme opfattelse. Vi opfordrer derfor indtrængende de britiske vælgere til at stemme ja til Englands forbliven i den europæiske union. 

Vi er ti tidligere danske udenrigsministre, som har siddet sammen med britiske ministre i udenrigsministrenes råd i sammenlagt 37 år. Vi kommer fra et meget bredt spektrum af det danske politiske liv: Konservative, liberale, socialliberale, socialdemokrater og folkesocialister. Flere af os var tidligere aktive modstandere af dansk medlemskab af EU. I dag er vi alle overbeviste tilhængere, og deler ønsket om, at Danmark og U.K. fortsat kan stå sammen om at præge den europæiske udvikling i retning af frihed, demokrati og frihandel. Det gør vi bedst, når vi står sammen i E.U. 

Henning Christophersen (liberal, udenrigsminister 1978-79) Kjeld Olesen (socialdemokrat, udenrigsminister 1979-1982) Uffe Ellemann (liberal, udenrigsminister 1982-93) Niels Helveg Petersen (socialliberal, udenrigsminister 1993-2000) Mogens Lykketoft (socialdemokrat, udenrigsminister 2000-2001) Per Stig Møller (konservativ, udenrigsminister 2001-2010) Lene Espersen (konservativ, udenrigsminister 2010-2011) Villy Søvndal (folkesocialist, udenrigsminister 2011-2013) Holger K. Nielsen (folkesocialist, udenrigsminister 2012-2014) Martin Lidegaard (socialliberál, üdenrigsminister 2014-2015)” 

Erklæringen blev offentliggjort i The Times nogle dage før folkeafstemningen. Den gjorde næppe det store indtryk i England. Jeg tror, at vi med sorg må erkende, at hensynet til det øvrige Europa aldrig spillede nogen rolle for debatten op til folkeafstemningen. Vi måtte erkende, at den europæiske fællesskabsfølelse, der var baggrunden for både UK’s og Danmarks tilslutning til EU i 1972 var stort set forduftet i UK i 2016, og i mange dele af England erstattet af en tro på, at man bedst kunne klare sig selv. 

Er EU blevet mindre attraktiv? Da vi kom ind i EU i 1973 var vi 9 medlemslande. I 1980’erne kom Grækenland, Spanien og Portugal til og fællesskabet kom til at bestå af 12 lande. De havde alle været diktaturlande, men fandt sig alligevel relativt let til rette i EU-samarbejdet. Efter murens fald kom der i 1990’erne yderligere 3 lande til: Sverige, Finland og Østrig. Efter årtusindeskiftet blev medlemstallet i EU næsten fordoblet til 28 med 11 østeuropæiske lande plus Cypern og Malta. EU-Rådet fungerede rimelig godt med både 9, 12 og 15 medlemmer, men med 28 er det blevet vanskeligt at føre en egentlig forhandling i Rådet. Det vil selvsagt blive endnu vanskeligere, hvis der om nogle år kommer yderligere 5-6 Balkanlande til. 

Der var stor tilfredshed og store forventninger da det i 2002 efter mange års forhandlinger lykkedes at nå til enighed om de østeuropæiske landes medlemskab. Det var ligesom den Europæiske Union var blevet “rundet af” på en politisk hensigtsmæssig måde. 

I de senere år, har det imidlertid vist sig, at man nok var for optimistisk. De fleste østlande var vant til et-parti regeringer med en strikt topstyring. Ingen af dem havde prøvet noget i retning af vestligt demokrati. Vi burde nok have indset, at det ikke er så enkelt at skifte til en demokratisk styreform, som det har taget mange af de “gamle” EU-lande generationer at nå frem til. Vi burde have lavet længere overgangsperioder og lettere mulighed for sanktioner, hvis de nye lande ikke levede op til EU’s fundamentale principper. I forbindelse med udbetaling fra genopretningspakken må man forsøge at skærpe kravene til disse princippers overholdelse. En hurtig løsning af dette problem er afgørende for fællesskabets fremtid. 

I dag er magten ikke mindst på det lovgivningsmæssige område flyttet væk fra Rådet og er i stedet koncentreret i Kommissionen, der som bekendt har monopol på forslagsretten, og EU Parlamentet, der er blevet styrket med et stort antal eksperter på næsten alle sagsområder. Rådet har i de seneste år uden store debatter indskrænket sig til at godkende forslagene fra Kommissionen og Parlamentet. 

Categories: Klummer