Ender politisk stormvejr med et skibbrud?

Af Hugo Gaarden

Man skal holde tungen lige i munden, hvis man vil vægte væsentligheden i de seneste begivenheder. Inden for samme uge skrev Sydkorea og Nordkorea historie med en usædvanlig tilnærmelse. En nyudpeget tysk udenrigsminister trådte tilbage dagen efter aftalen om en koalitionsregering. Briterne overvejer seriøst at holde en anden Brexit-afstemning. Israel angreb iranske mål i Syrien efter iransk drone-indtrængen.

Bag det hele truer et nyt atomvåbenkapløb, der kan skabe en politisk krise i Europa som i 70’erne og 80’erne. Vi oplever i denne tid et globalt politisk stormvejr. Ender det i et skibbrud? At spørgsmålet ikke er tankespind viser sig ved, at den anerkendte München-sikkerhedskonference i denne uge holder sit årsmøde med overskriften: ”Er den internationale orden ved at bryde sammen?”

Politisk tøvejr?

Men det mest slående er, at midt i krisetendenserne, kom der et totalt uventet politisk tøvejr under vinter-OL i Sydkorea. Kim Yo-jong tog fusen på hele verden, da hun mødte op ved åbningen af vinter-OL og bagefter inviterede Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, til officielt besøg i Nordkorea hos hendes bror, Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Ingen havde forudset tøvejret, der var PR og diplomati af klasse. Det blev understreget af et enkelt foto: Ved OL-åbningen sad den unge Yo-jong lige bagved USA’s vicepræsident, Mike Pence, der ikke værdigede hende så meget som et blik. USA reagerede som et fornærmet barn over Nordkoreas diplomatiske offensiv.

 Sydkoreas præsident Moon er ikke naiv, og han ved, at tøvejret kan være lutter show, men han ved også, at den nuværende spænding på Korea-halvøen er uholdbar. Han har hele sit liv arbejdet på afspænding, normalisering og et tæt økonomisk samkvem – med en fredsaftale som målsætning. Han forsøgte at bruge den tyske afspændingspolitik over for Sovjetunionen uden at opgive sin forsvarspolitik.

Det er utænkeligt, at Nordkorea afskaffer sine atomvåben, i hvert fald så længe, der er spændinger, og så længe amerikanske tropper er i Sydkorea. Så det er en helt anden diplomatisk proces, vi ser spirerne til. Det er et brud på den seneste koldkrigstendens. Det sætter spørgsmålstegn ved kløgten i at bruge økonomiske sanktioner, og det rejser spørgsmålet, hvordan verden uden en stærk supermagt skal håndtere nye atommagter og regionale konflikter.

Nytænkning er nødvendig på flere fronter

Tøvejret i Korea er en enestående chance for de europæiske lande og især Tyskland til at engagere sig i en afspændingsproces. Under forhandlingerne i sin tid i Sydafrika om afslutningen på apartheid og under forhandlingerne med Iran om atomvåben blev traditionelle opfattelser lagt til side, og det gav resultat. Måske er en form for koreansk genforening slet ikke utænkelig.

Nytænkning er åbenbart også nødvendig i Tyskland. Kun én dag efter, at Socialdemokratiet SPD og de borgerlige unionspartier CDU og CSU havde indgået en regeringsaftale med fastlæggelsen af ministerposter, måtte Martin Schulz trække sig som udenrigsminister efter massivt pres fra egne rækker. Han havde tidligere sagt, at han aldrig ville gå med i en Merkel-regering.

Det overraskende var, at medierne var overrasket, for Schulz var en ”dead man walking.” Han var færdig som SPD-leder, men han kunne bruges for at få de stærkest mulige SPD-ministerposter, og hans fald gav Andrea Nahles chancen for at blive formand for SPD. Både hun og Angela Merkel kender det brutale magtspil. De er begge steget til tops gennem det. De har næppe været overrasket over Schulz-episoden.

Men samtidig er der krav i begge folkepartier om yngre ledere – uden at der bliver talt om en anden politik. Der er altså frustration i det politisk spektrum. Det er, som om alle i en rus ignorerer 12 års succesfuld ledelse og Merkels bestræbelser på igen at skabe stabilitet i Tyskland og EU. Merkel-politikken med stabilitet og brede flertal går formentlig mod sin afslutning. SPD’s godt 400.000 medlemmer skal stemme om den nye regeringsaftale. Men er det demokrati, at medlemmerne i ét parti skal afgøre resultatet af et valg? Tyskland kan få et mere vaklende politisk system efter Merkel. Hvis Tyskland vakler internt, vil EU også vakle.

Briterne vakler. Nu vokser kravet om at få en ny folkeafstemning om Brexit, for hvad bliver Brexit – en hård eller en blød version? Briterne er frustrerede, for det var ikke, hvad befolkningen stemte om. Derfor er en ny folkeafstemning tænkelig, når der er et forhandlingsresultat med EU, og resultatet skal jo i forvejen godkendes eller afvises af parlamentet. Hvorfor så ikke også af befolkningen?

Politisk er der altså udsigt til en usikker periode i Europa. Det kan ende med stormvejr. Usikkerheden vil tage til, hvis der kommer en ny krig i Mellemøsten. Israelerne nøjedes for nylig ikke med at skyde en indtrængende formodet iransk drone ned, men angreb adskillige iranske militære mål i Syrien. Vil Israel med den slags træfninger forsøge at fremprovokere oprør og regimeændring i Iran, så den iranske atomaftale kan blive væltet, sådan som USA ønsker det? Eller er sigtet at spænde ben for en helt ny forhandlingsproces om et frit Palæstina uden om USA?

Behov for nye strategier og styrkede demokratier 

Det gærer i hele verden – på godt og ondt – og der rokkes ved gældende normer. Det er dét, der har fået München-sikkerhedskonferencen til at advare om den internationale, vestlige og liberale ordens sammenbrud. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres har også udstedt en alarm. ”Verden er gået i bakgear,” siger han.

München-konferencens formand, den forhenværende tyske topdiplomat, Wolfgang Ischinger, mener, at EU må være aktiv i hele verden, fordi alt påvirker Europas hverdag. EU-landene må arbejde for at bevare de amerikansk-russiske atomvåbenaftaler, for et nyt atomvåbenkapløb kan skabe enorme politiske problemer i Europa.

Der er behov for en ægte europæisk strategiplan på samme måde, som NATO-landene under Den kolde Krig havde Harmel-rapporten, der lagde vægt på både forsvar og dialog, mener han. En strategiplan skal sikre, at EU kan håndtere Rusland, Mellemøsten, Afrika, Fjernøsten og atomvåben på en velordnet måde. Men for at EU kan blive handlekraftig, må énstemmigheden afskaffes, mener Wolfgang Ischinger.

Der er altså behov for en styrkelse af demokratiet, hvis den vaklende vestlige orden skal bevares. Ellers bliver normen, at ledere kan væltes i en tweet-storm på en dag, og at et EU-medlemskab kan ændres hvert 3. år i henhold til en folkestemning. En test på en styrkelse kommer i næste uge, når EU skal drøfte, hvordan kommissionens formand og EU-parlamentet skal vælges.