- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Borgerkrigen i Yemen: Michael Lollesgaard om FN-missionen
29. august 2019 kl. 16.00 - 17.30 CEST
Generalløjtnant Michael Lollesgaard er direkte hjemvendt fra Yemen. Han gæster Selskabet for at fortælle om den FN-mission, han har ledet, om udsigter til fred og om en nådesløs proxy-konflikt i et af verdens mest martrede lande.
Den komplicerede, blodige borgerkrig i Yemen er mest kendt for at have ført til verdens største sultkatastrofe. World Food Program tæller 16 millioner sultende mennesker i det lille land, hvilket gør krigen til den største menneskeskabte humanitære katastrofe nogensinde.
En serie af tragiske begivenheder har siden det Arabiske Forår i 2011 udfoldet sig på den arabiske halvø. Det kulminerede med Houthi-oprørernes besættelse af præsidentpaladset i landets hovedstad, Sanaá, i 2015. Siden har regionale stormagter som Saudi-Arabien, støttet af Frankrig, Storbritannien og USA, intensiveret deres støtte til den siddende regering.
Generalløjtnant Michael Lollesgaard har siden februar stået i spidsen for FN-missionen (UNMHA) i Yemen. Missionen har har til formål at overvåge våbenhvilen som blev indgået mellem regeringen og oprørerne i december 2018. Målet er først og fremmest at sikre nødhjælpen adgang til befolkningen via havnene i Hodeidah, Salif og Ras Issa. Havnene har det seneste halve år været den eneste nødhjælpskanal for en stor del af den tilbageværende yemenitiske befolkning, hvilket gør FN-missionen til et humanitært projekt.
Direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab Charlotte Flindt Pedersen vil moderere arrangementet. Der vil efter oplægget være mulighed for spørgsmål og debat.
Arrangementet er gratis for medlemmer – Personligt medlemskab // U35-medlemskab
Er du ikke medlem, koster det 50 kroner, som kan betales via MobilePay til nummer 69356 med teksten “Lollesgaard + DIT NAVN”
This Form has no fields.