Et europæisk moment for en samlet asyl- og migrationspolitik

Hvor flygtningekrisen i 2015 blottede EU’s svagheder og førte til krise og polarisering, har Ruslands invasion af Ukraine potentialet til at samle unionen om fælles løsninger og kompromiser. Konkret bør EU og ikke mindst Danmark benytte dette momentum til på kort sigt at reformere migrations- og asylsystemet for at forberede sig på de voksende migrationsstrømme mod kontinentet, mens man langsigtet bør investere massivt i Afrika for at afhjælpe de bagvedliggende årsager til migrationen.

Flygtningekrisen og flygtninge- og migrationsudfordringens mange ansigter

Flygtningekrisen i 2015 ændrede på mange måder det politiske landskab i Europa. Den udstillede et fastfrossent EU, hvor nationernes egeninteresse i bred udstrækning vandt over fælles løsninger. Divergerende interesser på et politisk betændt emne forårsagede en dyb splittelse både på tværs af medlemslandene og internt i befolkningerne. Det urokkelige princip om fri bevægelighed, der har været centralt for unionen siden Schengen-traktatens indførsel i slut 80’erne, blev endda delvist skubbet til side til fordel for grænsehegn. Det stod ydermere hurtigt klart, at der var fundamentelle fejl i konstruktionen af det europæiske asylsystem, her iblandt Dublinforordningen. Fra et politologisk perspektiv er det dog ikke overraskende, at migration kan have stor politisk betydning og hastigt er blevet en absolut prioritet i europæisk indenrigs- og udenrigspolitik.

Kontrol med territorialgrænser er traditionelt en afgørende dimension af statens suverænitet, da manglende evne til at kontrollere grænser kan medføre sikkerhedsrisikoer, intern uro og vanskeliggøre uddelingen af offentlige goder. Under krisen så vi da også, at befolkningerne i stigende grad følte, at beslutningstagerne havde mistet kontrollen med situationen og populistiske antimigrationspartier skød frem. Omfanget, uforudsigeligheden og den stærke følelsesmæssige betydning både chokerede og fragmenterede de europæiske hovedstæder. Politisk savnes der varige institutionelle løsninger, først og fremmest en solidarisk omfordeling af flygtninge, medlemslandene imellem. Særligt Visegrad-landene har blokeret for fremskridt en omfordeling, men også et land som Danmark står udenfor på grund af retsforbeholdet. Sådanne uenigheder bidrog til, at migration blev en asymmetrisk og ukonventionel sikkerhedstrussel, som efterfølgende blev anvendt af naboer som Rusland, Belarus og Tyrkiet i et forsøg på at skade EU eller opnå forhandlingsfordele.

I de kommende år intensiveres de eksterne makropolitiske tendenser, som driver folk på flugt. Konflikter, klimaudfordringer, samt stigende befolkningstilvækst, fattigdom, sult og arbejdsløshed rammer disproportionalt udsatte områder i det globale syd. Det er derfor afgørende at EU og medlemslandene reformerer asylsamarbejdet; for at bevare sin suverænitet og befolkningens tillid, og for at stå stærkest muligt overfor populistiske kræfter og autoritære stater.

Kan Ukrainekrisen give momentum for løsninger?

Den fælles asyl- og migrationspolitik har altså længe været præget af et politisk dødvande. Det ser i disse uger ud til at ændre sig. Den nuværende flygtningekrise fra Ukraine kan skabe den nødvendige enighed for en fælleseuropæisk løsning. Polen, Ungarn og de øvrige Visegrad-lande, vil i den kommende tid være afhængige af den omfordeling som de har kæmpet indædt imod. Det er selvsagt tidligt at konkludere, men Putins invasion har allerede ført til et langt mere solidarisk og samlet EU. Asyl- og migrationspolitikken har længe været EU’s akilleshæl, men kan nu være et afgørende punkt for fælles løsninger. Med Jean Monnets berømte ord; Europa vil blive skabt i kriser, og vil blive summen af løsningerne anvendt til at løse dem, er det værd at huske på, at EU er formet af kriser og at vi nu igen står ved en skillevej.

Unionen har allerede taget vidtrækkende værktøjer i brug, som var utænkelige for bare få måneder siden: Kommissionen arbejder aktuelt på at aktivere det såkaldte Temporary Protection Directive (TPD), der giver kollektiv beskyttelse af befolkningsgrupper, direkte adgang til arbejdsmarkedet og på sigt en omfordeling af migranterne mellem medlemslande. Samtidigt vil Tysklands radikalt ændrede forsvarspolitik sammen med EU’s eksisterende og voksende fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP) betyde et stærkere sikkerhedspolitisk samarbejde. Et samarbejde, som den danske regering og et bredt flertal af Folketinget håber, at vi efter den 1. juni bliver et fuldgyldigt medlem af.

På den anden side er det fortsat muligt, at de millioner af ukrainere, som flygter til EU i denne tid kan fastfryse fremskridt mod mere langsigtede løsninger. Krisens enorme omfang vil formentligt tage al opmærksomhed og beslutningskapacitet fra nationale regeringer såvel som EU’s institutioner. Der er dog behov for at tænke langsigtet og anvende denne længe efterspurgte øjeblik af europæisk solidaritet til at ruste unionen til fremtidens udfordringer.

Grænser, omfordeling og udsendelse

En effektiv fælles migrant- og asylpolitik bør på kort sigt fokusere på tre søjler: Kontrol med de ydre grænser, omfordeling af migranter og ikke mindst etableringen af et effektivt udsendelsessystem. Der findes dog ingen perfekte løsninger, da de mest effektive tiltag samtidig indebærer moralske afvejninger ift. migranternes rettigheder, som bør respekteres.

Aftalerne med Tyrkiet, Libyen, Tunesien og andre lande, der fungerer som sidste trædesten inden ankomsten til Europa, har vist sig afgørende for at mindske antallet af flygtninge og migranter ved de sydeuropæiske kyster. De er til stadighed et afgørende værn og må fastholdes og udbygges, også på trods af den dårlige smag i munden det berettiget efterlader, når vi gør os afhængige af regimer som vi ikke deler værdier eller verdenssyn med. Yderligere bør Frontex, der fik udvidet sit mandat efter 2016, styrkes med ressourcer og overvågningskapacitet. Fri bevægelighed og national suverænitet er forudsat af territorial kontrol.

Omfordelingsystemet og særligt Juncker-forslaget, har længe virket som (lappe)løsningen af de problemer som Dublinforordningens regel om ankomstlandenes hovedansvar har medført. Kommissionens forslag, der pt. er genstand for forhandling, foreslås dog en mere omfattende ’obligatorisk solidaritet’, der kan facilitere omfordelingen. Potentialet for enighed om dette afgørende emne har aldrig været større grundet den aktuelle krise, og den gordiske knude kan nu blive løst.

Det tredje delelement er etableringen af et effektivt udsendelsessystem af de migranter, som ikke tildeles asyl. Det har vist sig komplekst, både praktisk og politisk. Det kræver aftaler med modtagelseslande som Iran, Afghanistan, Somalia som er svære at forhandle med, ligesom de efterfølgende udsendelser kan give massiv negativ omtale, hvad de danske hjemsendelser til Syrien har været et eksempel på.

De tre søjler skal dog stå på et fast fundament. En europæisk løsning må være en antitese til Putins Rusland og Jinpings Kina. Vi må derfor ikke bevæge os væk fra vores demokratiske værdier og menneskerettighederne i jagten på hurtige løsninger. Monnet havde ret i, at Europa vil blive summen af sine løsninger på kriserne – det er netop dér, man viser hvad man står for.

Investeringer og forebyggelse i Afrika

På langt sigt er investering og stabilisering i Afrika og migranternes oprindelseslande afgørende. EU alene kan ikke løse de massive strukturelle problemer, der betyder at flygtninge fra konfliktlande søger mod unionen, men man kan og bør gøre meget for at forbedre forholdene for disse så tæt på deres hjemlande som muligt. Det er både moralsk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt det rigtige at gøre. Især, når det tænkes sammen med EU’s øvrige strategiske interesser. Det kan på samme tid forhindre overdreven kinesisk indflydelse på kontinentet, virke forebyggende for krig og konflikt, indløse et enorm menneskeligt potentiale sfa. den fortsatte befolkningsvækst og muligheder der følger, og selvfølgelig forhindre et vedvarende pres af flygtninge og migranter i Europa.

Afrika er en afgørende region for EU’s fremtid, hvilket også afspejler sig i en række initiativer fra unionen. Oprettelsen af store fonde og indsatser der adresserer de bagvedliggende årsager til migration, spiller i stor grad på EU’s styrker som en økonomisk og ’soft power’ stormagt, der forbedrer politiske institutioner, uddannelsesmuligheder og virksomheder. Det bør konsolideres med en fortsat målretning af ulandsbistanden med fokus på særligt kvinders rettigheder og seksuel og reproduktiv sundhed. Ligeså har den nye danske udenrigspolitiske strategi med sit ’migrationsdiplomati’ et afgørende fokus på forebyggelse langs de afrikanske migrationsruter. Den nye migrationsambassadør har dertil fået ansvaret for den socialdemokratiske topprioritet, nemlig asyllejre i ’nærområderne’, som indtil videre dog har vist sig politisk og praktisk umulig, og afvist af EU’s flygtningekommissær. Eventuelle aftaler med tvivlsomme regimer og diktatorer vil desuden skulle retfærdiggøres overfor den såkaldte værdibaserede udenrigspolitik, der har dannet kernen i Jeppe Kofoeds projekt som udenrigsminister. Denne kerne, samt det langsigtede forebyggelsesarbejde, vakler dog yderligere, når regeringen vil finanserne den nye særlov til ukrainere med 2 mia. kr. fra ulandsbistanden.

Den aktuelle og tragiske situation i Ukraine har potentialet til at samle EU om fælles løsninger på de mange svagheder i det europæiske migrationssystem, som flygtningekrisen synliggjorde i 2015. Vi er sårbare på både kort og langt sigt og bør benytte dette moment til at styrke de institutionelle rammer og forebygge dér, hvor det betyder mest. Hvis Danmark vil sætte handling bag den værdibaserede udenrigspolitik, er det derfor oplagt at tage lederskabet i det afgørende forebyggelsesarbejde, der risikerer at blive glemt midt i den aktuelle krise.

Artikel af Morten Hybschmann, vinder af 2. pladsen i vores årlige artikelkonkurrence afholdt i samarbejde med Udenrigsministeriet.