- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Soft power: Nigerias kulturboom
24. februar 2022 kl. 17.00 - 18.00 CET
Nigeria har i de seneste år opfostret flere globale talenter, end man kan tælle på én hånd. Wizkid og Burnaboy er nogle af dem, der har skabt international gennemslagskraft for landet, og mange musikere dukker op på Youtube og i de mere etablerede lister over de mest hørte i verden.
Vi ser med andre ord et enormt kulturboom fra Nigeria. Og så har vi ikke engang nævnt Nollywood – verdens tredje største filmindustri – eller modeindustrien, der vokser i Lagos.
Alt dette skaber medvind for Nigeria som et land i den internationale arena. Og som et af de førende lande i Afrika. Men hvordan veksler man den bløde magt til hård magt? Er der en forbindelse mellem den spirende undgomskultur og staten, eller kører de i de parallelle spor? Og hvilken betydning har diasporaen i især UK for kulturboomet?
Vi vil i dette webinar starte forfra: Vi starter med en kort historisk introduktion til Nigeria og bevæger os videre til landets kultur – hvilke elementer består den af, og hvordan kan staten omdanne den til hård magt på den internationale scene?
Til at forstå den nigerianske kulturboom og dens politiske magt har vi inviteret Dr. Oluwaseun Tella, afrikansk soft power ekspert og direktør for UJ Institute of Future Knowledge samt Dr. Senayon Olaoluwa, kulturekspert og leder for African Studies ved University of Ibadan.
NB: Arrangementet er på engelsk – The event will be conducted in English.
SERIEN SOFT POWER: I denne serie af webinarer taler Meriem-Hadia Cherif og Ida Sparre-Ulrich om blød magt. Og nærmere bestemt blød magt hos nogle af de nye aktører, der har vokset sig store på den internationale scene i de sidste år. Vi taler om Sydkorea, Nigeria, Tyrkiet. Udfordringen for styret i disse lande er at veksle blød magt til hård magt. Ofte er det en ungdomskultur, der driver kulturboomet – hvordan får en mere traditionel stat fat i den for at bruge dens potentiale uden at udvinde traditionerne? Kulturen står også med en udfordring. Hvordan benytter man sig af statens støtteordninger og bryder igennem globalt, uden at miste sin edge? Dette kan I høre meget mere om i webinarserien. Tune in!