Forfatter Leif Davidsens mindeord om Per Carlsen
Første gang bragt i Politiken 27. december 2020
Med ambassadør Per Carlsens pludselige død har Danmark mistet en af sine store diplomater, der tjente landet i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet gennem en menneskealder. Efter at han blev pensioneret fra udenrigstjenesten fortsatte han sit engagement i de baltiske lande som primus motor i etablering af et hviderussisk universitet i Vilnius og i Det Udenrigspolitiske Selskab.
Mine to børn, min kone og jeg har mistet en fantastisk ven, som vil blive dybt savnet. Som familie har vi oplevet hans utrolige gæstfrihed, der var omvendt proportional med hans legendarisk kortfattede e-mails og postkort fra nær og fjern, og hans poster i Bruxelles, Vilnius, Riga og det Moskva, der udgjorde en stor del af vores fælles referenceramme.
Jeg mødte Per første gang i Madrid i 1980. Han var en ung, ærgerrig diplomat ved en af den kolde krigs mange sikkerhedskonferencer, og jeg var en ung, ærgerrig journalist fra DR. Vi faldt i hak med det samme og delte en fælles humoristisk opfattelse af opblæste diplomater, uvidende journalister og hykleriske politikere, men også en tro på, at det gode diplomati og en nødvendig dialog kunne afholde verden fra atomragnarokkens kollektive selvmord.
Det var i Moskva, vi blev rigtige venner, og min kone og to små børn kom ind i hans liv og hans store hjerte, der forleden ikke ville mere. Året var 1984, hvor jeg tiltrådte som DR’s korrespondent, mens Per var konsul på den lille danske ambassade i den nedslidte sovjetiske hovedstad med dens grå fattigdom og lange køer.
Jeg kunne trække på Pers encyklopædiske viden om det lukkede sovjetsamfund, der forsøgte at holde på sine hemmeligheder og betragtede os journalister og vestlige diplomater som spioner. De anbragte os i ghettoer, hvor der kun boede udlændinge fra de vestlige lande. Forholdet mellem os og sovjetborgerne var en kilde til undren, men det varede ikke længe, førend jeg forstod, at der under den påståede sømmelige socialistiske overflade eksisterede et andet Sovjetunionen.
Allerede i 1985, da Mikhail Gorbatjov kom til magten og begyndte afmonteringen af Lenins og Stalins stat, der gik under i julen 1991, skrev jeg følgende linje: »Man skal ikke tage ting for givet, især ikke om natten, når man er ensom og alene«.
Det er konsulen og diplomaten Jack Andersen, der er fortælleren i min roman ’Den russiske sangerinde’, som udkom i 1988. Jeg bruger ikke levende modeller i mine romaner, men det er helt klart, at uden Per Carlsen og hans humor, selvironi og sarkasme var Jack Andersen ikke opstået i min fantasi. Som Per Carlsen var det, er Jack Andersen en usleben diamant på de bonede gulve. Som Per taler Jack russisk og interesserer sig seriøst for Sovjetunionen og senere Rusland og landets tragiske og dramatiske historie. Per og Jack har mange træk til fælles, må jeg indrømme.
Pers interesse for Rusland døde aldrig. Blandt meget andet vil jeg savne hans store viden om Rusland og Baltikum, som han delte ud af bl.a. gennem e-mails, der havde vedhæftet filer på engelsk eller russisk, som Per mente, at jeg havde godt af at læse. Det ville gøre mig klogere. Det mente han af og til var nødvendigt.
Indbyggerne i det Madrid, hvor vi mødte hinanden, har et ordsprog om den spanske hovedstad. Det lyder: I himlen er der et vindue med udsigt til Madrid . Mon ikke Per sidder ved et vindue med udsigt til Moskva og betragter det evige Rusland, som vi begge ønskede det bedste for, men som vi begge var fortvivlede over, når det atter som under Putin bevægede sig ind i det totalitære mørke, som Rusland alt for ofte har befundet sig i.
Per efterlader et stort tomrum i vores liv.