Første skridt til europæisk udenrigspolitik

KLUMME: Tyskland har for første gang sat sig i spidsen for et udenrigspolitisk initiativ, nemlig med forslaget om at deltage i en beskyttelseszone i Syrien, og det kan for første gang få Europa til at føre sin egen udenrigspolitik i en konflikt. Det står i skærende kontrast til de kaotiske politiske forhold i USA og Storbritannien.

Af Hugo Gaarden

Den tyrkiske invasion i Syrien for at fordrive kurderne har for første gang fået de europæiske lande til at diskutere, om de skal tage skridt i retning af en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik i en eksisterende konflikt, omend under en FN-paraply. Det bemærkelsesværdige er, at der er tale om et tysk initiativ, og det er første gang i efterkrigstiden, at Tyskland tager et udenrigspolitisk initiativ i en konflikt.

Når dette er sagt, hersker der tvivl om forslagets gang på jorden. Det var den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer (CDU), der i sidste uge foreslog at etablere en FN-ledet beskyttelseszone i Syrien og at sende tyske soldater til zonen. Det var 100 pct. hendes eget initiativ. Det var ikke drøftet i regeringen og dermed heller ikke med den socialdemokratiske udenrigsminister, Heiko Maas. Det var heller ikke afstemt med Frankrig, endsige i resten af EU-landende.

Forslaget blev straks skarpt kritiseret i medierne og især blandt socialdemokratiske politikere, og Heiko Maas har under et besøg i Tyrkiet skabt opstandelse i Tyskland, fordi han på lige fod med Tyrkiet har sagt, at det ikke er en god idé at etablere en FN-baseret sikkerhedszone i det område, som Tyrkiet har besat og fordrevet knap 200.000 kurdere fra. At han har kritiseret sin ministerkollega sammen med en besættelsesmagt har ført til voldsom kritik. Dét kan koste Heiko Maas hovedet og kan bidrage til at splintre den tyske koalitionsregering og føre til en konservativ grøn regering. Den vil til gengæld være mere robust, hvad udenrigspolitikken angår. Men når AKK, som forsvarsministeren kaldes, har handlet på egen hånd, skyldes det både hendes forsøg på at styrke sig i kampen om at blive kansler Angela Merkels efterfølger, og en erkendelse af, at hun ikke ville få en hurtig socialdemokratisk opbakning. Hun ville ikke risikere at lade tiden gå i en kritisk flygtningesituation, som Merkel gjorde det i 2015 med flygtningestrømmen til Europa. At hun måske har begået fodfejl ved sit hurtige udspil ændrer dog ikke ved, at hun har taget de første skridt for at få Tyskland ud af en traditionel tilbageholdende linje.

Efterhånden som sindene har lagt sig, er der blevet mere forståelse for AKK’s forslag. Når præsident Donald Trump trækker sig ud af Syrien og overlader regionen til autoritære magthavere, herunder Ruslands præsident, Vladimir Putin, bliver Europa nødt til at gribe ind for at undgå nye flygtningestrømme og for at beskytte den kurdiske befolkning, der var hovedkraften i bekæmpelsen af den terrorisme, som i høj grad ramte Europa. Tyskland og Europa bliver nødt til at føre sin egen udenrigspolitik, også i det mest betændte naboområde, lyder argumentationen fra personer, der ønsker et stærkere tysk engagement.

Det kan få banebrydende virkning for EU. Hidtil har den franske præsident, Emmanuel Macron, stået for udenrigs- og forsvarspolitiske initiativer, og der er forlydender om, at han ser med mismod på AKK’s initiativ, ikke mindst fordi hun kan blive Merkels efterfølger. Vil Tyskland i fremtiden blive den toneangivende i udenrigspolitikken, f.eks. ved en genoplivning af den forsonlige Østpolitik over for Rusland? Det har Macron ellers forsøgt ved at foreslå, at Europa må føre en dialog med Rusland trods anneksionen af Krim. Både Macron og Merkel har forsøgt at fastholde atomaftalen med Iran trods Trumps benspænd. De må nu erkende, at de ikke pr. automatik kan lave udenrigspolitik sammen med USA. Somme tider må de samarbejde med Rusland og Kina i stedet for.

Der er altså konkrete tyske og europæiske bestræbelser på at spille en aktiv og selvstændig udenrigspolitisk rolle – dét som Macron har efterlyst med udtrykket en europæisk renæssance. Macron inviterede også Merkel og EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, til Paris i maj til topmødet med Kinas præsident, Xi Jinping.

Men der er lang vej endnu, fordi de europæiske lande er uenige om en fælles optræden på en række områder. De central- og østeuropæiske lande er ofte imod en fransk-tysk føring. De små lande har dog en interesse i en fælles optræden. Det gælder også Danmark, der er vidne til USA’s heftige fremtrængen i Grønland som en ny kolonimagt. Skal Danmark følge en Trump, der svigter allierede, og som misbruger sin magt ved at lægge pres på andre nationer for at få smuds på sine modstandere for at blive genvalgt? Eller skal Danmark tilstræbe en uafhængig europæisk kurs og bidrage til, at Europa bliver moden, som nogle udenrigspolitiske forskere udtrykker det?

Det kaotiske Brexit-drama illustrerer, at der er et problem med den manglende europæiske udenrigspolitik. EU har været yderst forsigtig med at blande sig, men nu begynder EU-landene så småt at stille betingelser for medlemskab af klubben, omend det udtrykkes forsigtigt. Men det er tydeligt, at EU nu vil have en britisk afklaring – gennem et valg eller en ny folkeafstemning. Det er også udenrigspolitik. Storbritannien kan blive en møllesten om halsen på EU, hvis der under de næste mange års forhandlinger om en handelsaftale fortsat vil være usikkerhed, fordi briterne er dybt splittede. Hvis det medfører, at Skotland løsriver sig fra Storbritannien, kan Spanien blokere for Skotlands optagelse i EU, fordi Spanien frygter en løsrivelse i Katalonien. Hvordan vil EU håndtere dét?

EU kommer ikke uden om at styrke sin beslutningskraft, f.eks. ved at opgive énstemmigheden. Det har især betydning i udenrigspolitikken. Skal EU undgå de seneste års handlingslammelse og undgå det amerikanske og britiske rod med populistiske ledere, kommer EU ikke uden om en selvstændig udenrigspolitik, der skal manifestere sig i konkrete handlinger.