Vestens kapitulation

KLUMME: Trumps tilbagetrækning fra det nordlige Syrien er et enestående svigt over for en allieret, kurderne, og det svækker hele Vesten i Mellemøsten. EU bliver nødt til at droppe sin passivitet og engagere sig sikkerhedspolitisk og økonomisk mod Tyrkiet og for kurderne. EU må optræde som en selvstændig stormagt, ellers overlades regionen til Rusland og andre autoritære styrer

Af Hugo Gaarden

Præsident Donald Trumps abrupte tilbagetrækning fra det nordlige Syrien kan med rette betegnes som Vestens kapitulation (det er overskriften i det tyske magasin Der Spiegel) – i Syrien og i store dele af Mellemøsten.

Rusland er blevet den store vinder, og Syrien, Tyrkiet og Iran står stærkere end før. Ruslands præsident, Vladimir Putin, er blevet den helt store operatør i denne del af Mellemøsten. Autoritære ledere har fået et boost, mens Trump stikker af og fatalt svigter en mangeårig allieret, nemlig kurderne. De var hovedkraften på landjorden i kampen mod Islamisk Stat og betalte en høj pris, 12.000 dræbte soldater. USA har med den tyrkisk dikterede våbenhvile præsteret et lavpunkt i amerikansk diplomati ved at lade hånt om kurderne. Trump har ladet et NATO-land, Tyrkiet, invadere et andet land, Syrien, uden at være blevet angrebet, og lader Tyrkiet etablere en sikkerhedszone, der udelukkende har som mål at fordrive kurderne. 

Den tidligere tyske topdiplomat, formanden for München-sikkerhedskonferencen, Wolfgang Ischinger, sagde søndag i ARD, at ”Europas outsourcing af sikkerhedspolitikken til USA ikke har en god ende.”

Det er en bemærkning, der bider. For EU har nemlig ikke turdet føre sin egen politik over for den region, der har haft størst betydning for Europan i mange år, men har overladt sikkerhedspolitikken til USA.

Europæerne kritiserer ganske vidst invasionen, men hvis europæerne ikke får Tyrkiet til at trække sig tilbage, vil enhver kritik af Ruslands anneksion af Krim lyde hul. Europa risikerer en genoptagelse af flygtningestrømmen og terrorisme fra Mellemøsten. Hvis EU fortsætter sin passivitet og overlader Mellemøsten til autoritære ledere som Vladimir Putin, Syriens præsident, Bashar al-Assad, samt Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, vil det vil få ødelæggende konsekvenser for EU’s indflydelse.

Autoritære ledere har taget føringen i Syrien-konflikten, og det demonstreres i morgen tirsdag, hvor Erdogan og Putin mødes for at beslutte, hvad der skal ske med den 450 km lange ”sikkerhedszone” inde i Syrien. Skal Tyrkiet have kontrollen? Skal kurderne presses ud, og skal Assad gøre det? Russerne får den overordnede rolle.

Det stiller Europa over for barske beslutninger. For det første må EU træffe en principbeslutning om villigheden til at tale med diktatorer (for eksempel Syriens Assad). For det andet må EU være parat til at bruge militær magt, diplomati og økonomi i et helt nyt engagement.

Erdogan har truet med at skabe en ny flygtningestrøm til Europa. Han kan lade IS-terrorister smutte til Europa. Han har fordrevet knap 160.000 kurdere og vil flytte syriske flygtninge til zonen, hvor de aldrig har boet. Den kynisme strider mod dét, Europa står for. Kurderne døde også for europæerne. De gjorde en større indsats end europæerne for at bekæmpe den terrorisme, der også ramte Europa. Hvis vi ikke sikrer kurdernes ret til en stat eller til et selvstyre uden terror fra Assad, svigter vi dem, som Trump gør det.

EU har en interesse i at finde en løsning omkring ”sikkerhedszonen” og Syriens fremtid. EU har i årevis talt om en europæisk hær. Nu kan EU demonstrere, hvad det betyder. Europæiske soldater kan sendes til zonen, evt. sammen med FN-soldater, for at standse en fordrivelse af kurderne.

Europæerne kan komme med et ”tilbud”, det bliver svært at afslå. EU kan tilbyde at stå for bevogtningen af lejrene for IS-terrorister og deres familier, og EU kan tilbyde at overføre samtlige IS-fanger til nyoprettede fængsler i Europa. Det vil mange europæere protestere voldsomt imod, men EU-landene kommer ikke uden om at løse problemet. Det er lige så meget vores, som det er andres.

Europa kan også tilbyde at finansiere en massiv genopobygning i Syrien, så hundredtusinder af flygtninge i Europa samt 3,6 millioner flygtninge i Tyrkiet kan vende hjem. Også dét vil skabe røre i Europa, hvor ingen ønsker, at EU skal samarbejde med Assad. Men et samspil er uundgåeligt, og EU´s modkrav må selvsagt være, at EU skal deltage i forhandlingerne om Syriens og kurdernes fremtid. Europæerne har tidligere bøjet sig for Erdogan og udelukket kurderne fra forhandlinger om Syriens fremtid. Det tåler Europa ikke at gøre én gang til. Siger Erdogan fra, må EU bruge sanktioner over for Tyrkiet og udelukke Tyrkiet fra at blive medlem af EU – ja, må endog stille spørgsmål ved Tyrkiets medlemskab af NATO, selv om det sidste kræver særdeles grundige overvejelser. 

EU er ikke vant til at optræde så robust, men det bliver nødvendigt over for skånselsløse autokratiske ledere. EU kan lære af den metode, som den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, brugte for at løse konflikter omkring Israel, og som er beskrevet i det seneste nummer af Foreign Affairs. Mellemøsten er for alvor blevet et europæisk anliggende. Men forstår vi det?

For nylig har et par danske Venstre-toppolitikere foreslået at sende soldater til Syrien, hvis USA anmoder om det. Det er et ubegribeligt forslag, når man ser på Trumps svigt over for allierede og ser på hans uigennemtænkte beslutninger. De henviser til den danske krigsudredning fra tidligere på året. Men den anbefaler absolut ikke at følge USA per automatik. Derimod foreslår udredningen at lave en bedre tværgående analyse end hidtil af konflikter, Danmark overvejer at deltage i.

Det er gennemtænkte analyser og ikke tweets, der er brug for, hvis EU skal handle effektivt, når USA trækker sig tilbage. Europa bliver nødt til at optræde som en uafhængig stormagt, der kan handle både magtpolitisk og humanitært. Kurdernes skæbne og en nyordning i Mellemøsten er et wake-up call for Europa.