Britisk løsning udskydes

Af Hugo Gaarden

Briterne ryger ikke ud af EU den 31. marts, men først nogle måneder senere – og måske slet ikke. Hvis man kan tale om afklaring i det politiske kaos i Storbritannien, er dette det nærmeste man kommer. Premierminister Theresa May forsøger at give parlamentet mere tid til debatter, så der først i marts skal tages stilling til en afgørelse. Det vil næsten med sikkerhed føre til en udskydelse af briternes udtræden – hvis det sker.

En gruppe parlamentarikere fra de konservative og Labour forsøger at danne et tvær-politisk flertal. Gruppen foreslår, at May’s Brexit-deal vedtages, men på den betingelse, at der skal holdes en ny folkeafstemning. Befolkningen skal stemme om May’s deal eller en forbliven i EU. De, der bakker op bag udspillet, er tilhængere af at forblive i EU. Mens de hårde Brexit-tilhængere forsøger at tvinge May til en udtræden for enhver pris, forsøger den nye tværpolitiske gruppe at få en ny folkeafstemning ved en lidt besynderlig dobbelt-strategi.

Det udtrykker EU-tilhængernes ubehag ved åbent at anbefale en ny afstemning. Det er kun på det seneste, at ganske få medier har anbefalet en ny folkeafstemning, selvom 48 pct. af briterne i 2016 ville blive, og selv om meningsmålinger i dag viser flertal for at blive i EU. Al debat har handlet om typen af en Brexit ikke om at vælge mellem Brexit og EU. Debatten minder om eventyret om Kejseren, der ikke har tøj på, for Brexit’en er en praktisk og politisk umulighed på grund af grænsen mellem Irland og Nordirland. Hvis briterne træder ud, må de forblive i toldunionen – mere eller mindre permanent – og så træder de ikke helt ud af EU, og de kan ikke ”tage kontrollen tilbage” og lave egne globale handelsaftaler.

Labour har forsøgt at finde et kompromis, men ved at kræve en permanent toldunion, og det har May afvist, netop fordi det vil hindre Storbritannien i at lave sine egne handelsaftaler. Men Labour har ikke turdet spille rent ud og anbefale en forbliven i EU, som dets vælgere ønsker.

Brexit: En gordisk knude på britisk jord

Formanden for EU’s ministerråd, Donald Tusk, lavede rav i bøtten ved at tale om et særligt sted i Helvede for de, der stod bag Brexit. Han sagde i virkeligheden det, den lille dreng sagde om kejseren: Brexit er en umulighed og befolkningen er blevet snøret af dens fortalere, som ikke vil erkende omkostningerne, og som bilder befolkningen ind, at de får en frihed, de ikke har i dag. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har været skarpere og sagt, at Brexit-tilhængerne som Boris Johnson er løgnere. Nogle i EU tør altså tale klart sprog over for engelske politikere, der ikke kan finde ud af, hvad de vil.

En nylig meningsmåling viser, at 85 pct. af briterne har mistet tilliden til politikerne. Det er svært at forestille sig en mere kontant mistillid til demokratiet i et af verdens mest veletablerede demokratier. Det er muligt, at en folkeafstemning med et ja til EU vil skabe ny strid i UK, men det gøre beslutningen fra 2016 jo også. Det rejser det helt afgørende spørgsmål, om vitale beslutninger skal vedtages af et simpelt flertal, eller om der skal være et kvalificeret flertal. Den demokratiske beslutningsproces er til eksamen i denne tid.

Er de ligeglade?

Også de britiske medier er til eksamen, for der er nogle banale kendsgerninger, som ikke er blevet grundigt belyst og debatteret siden 2016: EU har optrådt utrolig tålmodigt for ikke at blande sig og har forhandlet en omfattende aftale på plads, mens det britiske parlament ikke har kunnet tage stilling. Hvorfor ikke, og hvad betyder det?

Briterne gør sig ikke klart, at det er deres eget hjemmemarked, de vil forlade. De har ikke gjort sig klart, at der altid kan ske ændringer og reformer i EU, hvis der er flertal for det, også omkring arbejdsmarkedsforhold. May har netop sagt til Labour, at briterne fremover altid kan tale med EU om ændringer af f.eks. standarder i EU. Hvorfor så forlade EU?

Brexit er ikke blevet håndteret som et nationalt projekt, men som et ”torry-projekt”, nemlig for at holde sammen på partiet. Store virksomheder er imod udtræden af EU, men først nu taler de om, at UK kan havne i en undtagelsestilstand. Hvorfor har de tiet? Er det hele et pokerspil? Er briterne klar over, at Brexit kan føre til en irsk genforening og en skotsk udtræden af Storbritannien? Er de ligeglade? Hvor er de sobre konsekvensanalyser? May vil ”deliver Brexit.” Det er blevet hendes mantra. Ingen vidste i 2016, hvad det indebar. Hvad mener folket i dag? Det ved regeringen og parlamentet dybest set ikke.

Konsekvente analyser er nødvendige

At træffe beslutninger på et ufuldkomment grundlag illustreres netop i den nylige danske krigsudredning om beslutningsgrundlaget for krigene i Irak, Afghanistan og Kosovo. Udredningen viser, at selv om der var enighed om principperne for en deltagelse, så herskede der tvivl om, hvad det betød i praksis, og der var ”kun få spor af konsekvente analyser.” Der var kun en begrænset strategisk rådgivning, og politikerne overlod for meget af beslutningerne til eksperter, dvs. til militærfolk. Det fører til ”uklare gevinster” for Danmark og de lande, vi er engageret i, hedder det. Udredningen anbefaler, at der fremover skabes mere klarhed, og at politikerne koncentrerer en indsats om færre emner.

Det er i virkeligheden en stærk kritik af mange års udenrigspolitiske indsatser. Men det er også en konklusion, der kan bruges i enhver politisk situation – også den britiske. Den har relevans for Danmarks engagement i EU. Hvis briterne træder ud, vil tyskerne få langt større indflydelse. Er det i dansk interesse? Hvis ikke, vil vi fortsat stå uden for eurozonen og magtens centrum? Eller vil vi være med til at etablere et mere solidt beslutningsgrundlag i et EU, der har været præget af splittelse og handlingslammelse? Brexit handler ikke kun om briterne, men om hele EU.