Brexit, en trussel mod Vestens enhed
Af Sten Hansen
Der findes i fremtiden kun én vestlig supermagt: Det samlede Vesten. I en verden, der rummer giganter som Kina og Indien, kan intet vestligt land, heller ikke USA, opretholde sin sikkerhed uden alliancer. Problemet for os er, at USA her har talrige andre muligheder end alliancen med Europa. Så Vesten risikerer at blive splittet.
Europa har ikke for alvor noget andet sted at gå hen, hvis Vesten splittes, således hvis NATO bliver utroværdig. Og truslen om just dette er så overhængende som nogensinde.
Dette skyldes især Brexit, der frem for noget rummer kimen til en opløsning af Vesten.
Grunden til dette er ikke alene Storbritanniens egen størrelse, men nok så meget, at Storbritannien, støttet af Old Commonwealth, på en gang er et angelsaksisk og et europæisk land, et bindeled mellem Vestens fløje. En forudsætning for, at Vesten kan bestå som en enhed, må være, at der findes noget dybtliggende, et stabilt bånd, som forlener denne enhed med sikker overlevelsesevne. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, hvornår alliancen går de facto i opløsning. Og det eneste, der her er til at få øje på, er Englands på en gang europæiske og angelsaksiske position. Dette har også indtil nu været en ganske stærk binding.
Det ene element i denne dobbelthed, den angelsaksiske enhed, har sine rødder dybt i folkenes sjæl: Amerikanere, såvel som borgerne i Old Commonwealth, kender England, føler det som et historisk moderland, og opfatter det som en del af deres egen verden. For dem er Europa ofte synonymt med England. Og intet kan ændre disse forhold. De bygger på uforanderlige og ganske dominerende omstændigheder, navnlig sprogfællesskabet og en fælles historie. Det angelsaksiske fællesskab er fæstnet, ikke blot ved nogle få diplomatiske ankre, men ved millioner af små menneskeligt funderede tilknytninger.
Men det andet element, Englands europæiske tilknytning, er med Brexit dødeligt truet. Og den vestlige enhed kan dermed være sat på vej mod opløsning. Denne vil ganske vist ikke komme fra den ene dag til den anden. Men der er slet ikke den affinitet mellem det kontinentale Europa og den oversøiske angelsaksiske verden, som der er mellem denne og England. Forsvinder Englands tilknytning til Europa, vil også båndet over Atlanten – langsomt, men støt – blive mindre og mindre nærværende i folkenes dagligdag og i statsmændenes tanker. Et sandt fællesskab skal holdes i live gennem stadige naturlige og dagligdags kontakter, og det skal politisk og administrativt støttes af talrige institutioner. Svækkes disse faktorer, forsvinder følelsen af fællesskab og af gensidige forpligtelser.
Dette gælder også de sikkerhedspolitiske. Så før man ved et ord af det, er NATO’s troværdighed gået tabt. Og er det først sket, kan den politiske, specielt den sikkerhedspolitiske, udvikling for Europa blive helt uoverskuelig. Vi må ikke tro, at et EU uden Storbritannien kan opbygge et betryggende sikkerhedssystem: En Eurozone-supermagt er en farlig drøm. Mens angelsakserne har store muligheder for at knytte alliancer uden for Europa, synes det kontinentale EU at være henvist til Rusland med Kina i baggrunden. Men heri ligger en risiko for, at vi kommer i direkte modsætning til den engelsktalende verden. Under alle omstændigheder vil i hvert fald trygheden gå tabt: Intet vil være sikkert, alt kan ske.
Dette er ikke et perspektiv, vi passivt skal acceptere. Følgelig er det bydende nødvendigt, at Brexit, hvis den ikke kan afværges, gives en sådan form, at det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde bevares fuldt ud. Der må ske en vidtgående institutionalisering af dette. De britiske statsmænd og eksperter må engageres
intenst i alle udadrettede europæiske anliggender. Når Europa taler eller handler som en enhed, skal det være et Europa, der også omfatter UK. Rammerne skal være sådan, at en følelse af fælles skæbne består og stadigt forstærkes.
Der ligger her en meget stor opgave for Europas statsmænd. Og ikke mindst de skandinaviske har mulighed for at virke som brobyggere.
I første omgang, bør man koncentrere sig om den aktuelle Brexit-situation. Sagen er nemlig langtfra afgjort. Alle bolde synes at være i luften. Mulighederne spænder lige fra det yderste Hard Brexit til en forbliven i det indre marked, måske endda i EU selv. Den politiske situation i Westminster er yderst speget, og der er intet, der tyder på, at EU vil gøre noget, der kan lette Englands udtræden.
Men her tegner der sig en oplagt mulighed for et positivt skridt fra EU’s side: Hvad med at kaste en redningskrans til den hårdt trængte premierminister? Det kunne ske i form af en opblødning af kravet om den frie bevægelighed. Det er jo indvandrings-spøgelset, der plager de britiske vælgere. Hvad hvis fru May kunne sige, at EU har givet en afgørende indrømmelse! Man kunne fedte opblødningen ind i noget EU-bureaukrati, så det kun sjældent bruges, og dog give det enkelte medlemsland det sidste ord.
Tiden er nok ved at være moden til et sådant skridt. Jeg vil lægge udenrigsministeren det på sinde.