Italien bliver en vital europæisk udfordring
Af Hugo Gaarden
Tyskerne har fået for vane at tage på kurophold en gang om året – betalt af sygekassen. Nu har 154 tyske økonomer foreslået, at et EU-land, nærmere betegnet Italien, skal kunne sendes på kurophold – nemlig uden for euroen.
Det er en idé, der vækker modstand i EU, men den blev overvejet af den tidligere tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, i 2015. Problemerne i Italien er så gennemgribende, at EU-landene bliver pisket til at overveje lige så dramatiske løsninger, og anledningen vil være EU-topmødet den 28-29. juni. EU kan næppe holde til en tøvende og langvarig forhandlingsproces som under Grækenlands-krisen.
Uenighed om hvad den bedste løsning er
De 154 økonomer, som omfatter Hans-Werner Sinn, der var chef for det anerkendte institut IFO, og det kontroversielle, men kompetente medlem af Den europæiske Centralbank, Jürgen Stark, foreslår, at EU-landene skal lave en model for, hvordan et medlem kan forlade eurozonen i en periode, og samtidig advarer de mod at acceptere den franske præsident, Emmanuel Macrons forslag om betydelige reformer af eurozonen. De mener, at reformforslagene vil underminere væksten.
Også kansler Angela Merkel ser med skepsis på mange af Macrons ideer, men indtil videre har regeringen ikke sagt noget om et italiensk kurophold. Merkel ville i 2015 ikke acceptere, at Grækenland skulle forlade euroen, for hun var bange for, at Tyskland ville blive beskyldt for at tvinge grækerne ud.
En frygt for tyskerne er også stor i Italien. Den finansminister, som Fem Stjerne Bevægelsen foreslog, nemlig den 81-årige Paolo Savona, er en meget EU-skeptisk økonom. Han har kaldt euroen for ”en spændetrøje efter tysk fremstilling,” og eurozonen er ”nazisme uden militarisme.” Udpegelsen af Savona fik de røde lamper til at blinke i Berlin, og det er forståeligt, at Italiens præsident, Sergio Mattarella, droppede ham.
Der er langt til mål for støvlelandet
Mattarella har reageret hurtigt og har udpeget den tidligere økonom i Den internationale Valutafond, Carlo Cottarelli, som chef for en teknokrat-regering. Det har Italien prøvet tidligere, og med rimeligt held. Men regeringen skal godkendes af parlamentet, hvor populisterne har et lille flertal. De har talt om nyvalg, fordi de håber på, at vreden mod eliten vil vokse endnu mere, når præsidenten indsætter en teknokratregering – alt dét, som deres vælgere er utilfredse med – og så kan Italien kommer ud i en langt værre situation end nu.
Den regering, som skulle virkeliggøre populisternes arbejde under den foreslåede ministerpræsident, Giuseppe Conte, der ingen politisk erfaring har, var en enkeltbillet til en økonomisk katastrofe.
Populisterne ville sætte skatten dramatisk ned og sikre en grundindkomst på knap 6000 kr. om måneden samt sænke pensionsalderen. Det løser overhovedet ikke Italiens dybe økonomiske problemer. Det forøger uvægerligt gælden, der på 130 pct. af bruttonationalproduktet er den næsthøjeste i EU – dobbelt så meget som tilladt i EU. Der er ikke sat penge af til at fjerne den voldsomme ungdomsarbejdsløshed.
Italien har behov for at forny sin gæld med 200 milliarder euro om året, og det kan blive en hård belastning, hvis renten stiger, og hvis især udenlandske investorer vægrer sig. Internationale hedge-fonde har i flere måneder drevet spekulationsinvesteringer.
Italien er tvunget til en hård sanering. Men kan det lade sig gøre, når kun 39 pct. af befolkningen går ind for EU, og når der i snit skiftes regering hvert år? At løse problemer efter tysk og hollandsk metode er en rød klud for italienerne. Alligevel understreger Italiens situation, at det bliver nødvendigt én gang for alle at tage stilling til betingelserne for at være medlem af EU.
’Mere solidaritet mod mere stabilitet’
De tyske økonomers forslag kan ende som en nødvendig realitet for at undgå en europæisk krise, der er værre end den græske. Men hvis det ikke skal ende i, at Italien forlader EU, så kræver det også forståelse for italienernes situation. F.eks. har flygtningekrisen været en hård belastning, og EU-landene har ikke ønsket at hjælpe italienerne fuldt og helt. De danske omkostninger ved flygtningestrømme er de rene pebernødder i sammenligning. EU har heller ikke været parat til at lave gigantinvesteringer i Italien for at få de unge i arbejde, især i Syditalien.
Så selv om eurozonen går ind for en stram finanspolitik, kommer EU-landene ikke uden om at være mere socialt indstillet over for Sydeuropa efter Macrons model – også fordi Spanien og Portugal stadig tumler med problemer. Macron taler om ”mere solidaritet mod mere stabilitet.” Euro-zonen skal gøres stærkere og mere solid, men der skal også være en større solidaritet mellem regionerne, især nord og syd. Men også Østeuropa kan blive et problem for sammenhængskraften i EU.
Fremtiden kræver et stærkt EU
Der er blot ikke lavet nogen som helst helhedsløsning for de voldsomme problemer, EU kæmper med, og de bliver endnu større, når EU også skal indstille sig på handelskrig med USA og såkaldte ”ekstraterritoriale sanktioner” i forbindelse med præsident Donald Trumps blokering af Iran med nye sanktioner. EU må ganske enkelt arbejde for, at euroen bliver en reservevaluta på linje med dollaren – måske i et samspil med den kinesiske yuan, fordi Kina får en voksende rolle for europæisk erhvervsliv.
Det er en kolossal udfordring for EU, og det kræver en stærkere finansiel styring af eurozonen, herunder med fælles regler for finanssektoren og måske med en fælles finansminister og EU-obligationer, og det kan blive nødvendigt at tage skridt til en stærkere politisk union, så EU netop kan håndtere politiske og økonomiske problemer som handelskrige og stridigheder med f.eks. Kina om investeringer.
Det bliver en udfordring, som får konsekvenser for alle europæiske lande. Går Danmark ind for en tysk linje, eller en fransk – eller en ”fælles” linje? Danmark begynder at tage forsvarsforbeholdet op til revision. Tiden må nu være inde til at løsne op for euro-modstanden.