Europa på vej mod selvstændig kurs
Af Hugo Gaarden
En mere selvstændig europæisk kurs er ved at tage form, og det ses af, at der nu kommer kritik fra amerikansk side. I den seneste tid har USA reageret mod et stærkere europæisk forsvarssamarbejde. Men Tyskland og Frankrig har sat sig i spidsen for et mere selvstændigt Europa – udenrigs- og sikkerhedspolitisk – og efter en regeringskrise i Tyskland viser kansler Angela Merkel igen sin taktiske og strategiske styrke. Hun er ved at genskabe den tyske dynamik, og hun og Tyskland bliver igen drivkraften i Europa, men i et langt stærkere samspil med Frankrig end i årene før valget af præsident Emmanuel Macron.
Tyskland og Frankrig bliver i endnu højere grad kernen i EU, og eurozonen vil blive styrket fremfor EU som helhed. Tyskland er ikke ved at ændre kurs i en mere pro-europæisk holdning, hvor målet er at styrke EU-institutionerne, sådan som den tidligere SPD-leder, Martin Schulz, lagde op til. De meget positive EU-udtalelser i regeringsaftalen er ikke så konkrete, som de er blevet udlagt. Det bliver regeringerne, som skal have det afgørende ord i EU.
Strategisk træk fra Merkel skaber ro i CDU
Set i omverdenen er det en meget lille historie, at regeringschefen i lilleput-delstaten Saarland, Annegret Kramp-Karrenbauer, er blevet udnævnt som generalsekretær for det store borgerlige unionsparti, CDU. Men det var et taktisk klogt træk af Angela Merkel, for nu får hun kørt en efterfølger på plads. Merkel har dermed skaffet sig ro internt over for en stadig mere oprørsk højrefløj.
Den 55-årige Kramp-Karrenbauer står på Merkels social-liberale linje, men hun er også selvstændig og kan træffe modige beslutninger. Hun har folketække og kan være en hård debattør, og det får CDU brug for, når SPD vil kæmpe sig op med en ny formand, Andrea Nahles. Kramp-Karrenbauer får nu en national platform, hvor hun kan være mere aktiv i debatten end selv Merkel.
Strategisk er det også genialt, for Merkel har demonstreret, at hun fastholder sin midtsøgende kurs, og det styrker hende i Tyskland, EU og globalt. Imens er socialdemokraterne, SPD, i en nedsmeltningsproces. I den seneste meningsmåling får SPD 15,5 pct., mens det højreradikale parti AfD får 16 pct. og dermed er blevet den næststørste politiske kraft efter unionspartierne CDU/CSU, der er blevet styrket med 2,5 pct. til 32 pct.
De tyske medier har haft meget kritiske reportager om de store folkepartier og om Merkel – om et Tyskland i krise. Men stort set alle har overset, at man aldrig skal undervurdere Merkel. Hun har ganske rigtigt givet SPD stor indflydelse i en ny koalitionsregering, men hun sidder ved roret. Hvis SPD-medlemmerne stemmer nej til regeringsaftalen i de kommende dage, kan Merkel danne en mindretalsregering eller udskrive nyvalg, der vil knuse SPD.
Ro hjemme – uro i Bruxelles
De seneste måneder har været kaotiske. Tyskerne længes både efter fornyelse og stabilitet. Nu har Merkel igen sat sig tungt på magten og gjort krisestemningen til skamme, mens de tre toneangivende politikere alle er kvinder: Merkel, Kramp-Karrenbauer samt Andrea Nahles. Tyskland har ændret karakter.
At der er ved at fald ro over Tyskland betyder til gengæld, at der kommer kamp om EU. Tyskland og Frankrig ser med bekymring på EU-parlamentets voksende rolle. De vil ikke acceptere, at parlamentet som ved sidste EU-valg skal udpege kommissionens formand. De er også imod forslaget fra den nuværende formand, Jean-Claude Juncker, om at slå formanden for kommissionen og ministerrådet sammen i én stilling.
Med en ny tysk regering vil Tyskland og Frankrig begynde på reformer af eurozonen for at gøre den økonomiske styring stærkere, men ingen af de to lande vil give EU-institutionerne mere magt. Den europæiske Centralbank, ECB, skal have ny chef næste år, og meget tyder på, at det bliver den tyske centralbankchef, Jens Weidmann, der får posten efter Mario Draghi. Så bliver det en hårdere tysk pengepolitik, der bliver lagt.
Med briternes udtræden, bliver der et hul i EU’s pengekasse på 13 milliarder euro, som kun Tyskland er parat til at dække uden vrøvl, mens f.eks. de østeuropæiske lande, der er de største modtagere af penge fra EU, nægter at spytte i kassen, mens flere lande med Polen og Ungarn i spidsen vægrer sig ved at følge EU-reglerne på flere områder. Det vil alt i alt skærpe konflikterne i EU og får Tyskland og Frankrig til at samle magten om eurozonen og sig selv.
Populisme, pengenød og fælles forsvar
Den mest afgørende udvikling kommer omkring forsvaret og sikkerhedspolitikken. På den nylige München-sikkerhedskonference slog både de tyske og franske forsvarsministre et slag for et stærkere samarbejde (Pesco), etableringen af en europæisk hær og udviklingen af en ”strategisk autonomi.” USA har hidtil støttet samarbejdet, men nu ser USA meget skeptisk på en stærkere europæisk samarbejdsstruktur af frygt for, at Europa trækker sig lidt væk fra NATO. En mere selvstændig kurs blev lagt af Merkel sidste år, og et tysk forsvar i pengenød får også tyskerne til at søge europæiske løsninger for at spare penge.
Samtidig forsøger briterne i denne tid at etablere grundlaget for et stærkere forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde med EU-landene efter Brexit, og det har tydeligvis tyskernes interesse.
Det peger alt sammen på en styrkelse af nationerne og regeringer i EU i forhold til EU-institutionerne, og det bliver som hidtil Tyskland og Frankrig, der bliver de toneangivende. De seneste valg har også givet Merkel og Macron et wake-up call: De er nødt til at løse de hjemlige dagligdagsproblemer for at bekæmpe populismen. Men samtidig har begge gennem det seneste år indtaget stærkere og mere selvstændige positioner internationalt, f.eks. over for præsident Donald Trump. De kan få lige så stor betydning som Helmut Schmidt og Valery Giscard d’Estaing i slutningen af 70’erne. Det bliver nødvendigt, hvis det ender med en handelskrig med straf-told, som der er udsigt til.