Udenrigspolitikken.dk nyhedsbrev

Sisse Norman Canguilhem ny direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab

Published by Ane Dalegaard Hansen on

Det Udenrigspolitiske Selskabs bestyrelse har ansat Sisse Norman Canguilhem som ny direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab.

Sisse Norman Canguilhem er 47 år og kandidat i International Business fra CBS, efteruddannelse på IMD og INSEAD og kommer med mange års erfaring fra ledende positioner i Udenrigsministeriet og senest som vicedirektør i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
“Vi ser frem til at byde Sisse Norman Canguilhem velkommen som vores nye direktør. Sisse kommer med en stærk baggrund på de udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsordener, som Det Udenrigspolitiske Selskab har fokus på i de kommende år – og med en omfattende erfaring i samarbejdet med både det politiske system og den private sektor. Vi ser frem til, at Sisse vil fastholde og udbygge Det Udenrigspolitiske Selskabs position som det politisk uafhængige videnscenter for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som selskabet har stået for siden dets etablering for 80 år siden, og som der er mere behov for nu end nogensinde”, udtaler Torben Möger Pedersen, bestyrelsesformand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

“Verden forandrer sig på en måde, som gør udenrigs- og sikkerhedspolitik mere relevant for borgere, virksomheder og beslutningstagere end på noget andet tidspunkt i nyere tid. Det Udenrigspolitiske Selskab spiller en vigtig rolle som et uafhængigt forum for viden, debat og dialog, og jeg ser meget frem til sammen med bestyrelsen, medlemmerne og sekretariatet at videreudvikle selskabets stærke position og bidrag til samfundsdebatten” siger Sisse Norman Canguilhem.

Sisse Norman Canguilhem tiltræder stillingen som direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab efter sommerferien. Der vil være mulighed for at sige goddag til Sisse Norman Canguilhem og farvel til selskabets nuværende direktør Charlotte Flindt Pedersen ved en kombineret farvel-goddag reception torsdag den 25. juni kl 16.00-18.00 på Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 12, København K. 

Categories: Nyheder

×

Log ind


Glemt adgangskode?

Er du ikke medlem? Opret medlemskab her