Rapport resumé: Militær Opbygning og forsvarssamarbejde i Norden: Konsekvenser for Danmark

Af Atle Sindbeck

Med Finlands og Sveriges indtræden i NATO ophørte den væsentligste strukturelle hindring for nordisk forsvarssamarbejde. Samtidig har responsen på Ukraine-krigen medført en markant gentænkning af rammerne for Danmarks, Finlands, Norges og Sveriges sikkerhedspolitik og væsentlig opbygning af alle fire landes forsvarskapaciteter. Alexander Høgsberg Tetzlaff, major og militæranalytiker ved Center for Militære Studier, vurderer, at der derved er opstået et mulighedsrum for at gøre virkelighed af det meget omtalte men sjældent realiserede Nordiske forsvarssamarbejde, hvilket ligger til grund for rapporten ’Militær opbygning og forsvarssamarbejde i Norden’.

Selv efter de nordiske lande nu er forsvarspolitisk ’forenet’ under NATO og endda indgår i samme Joint Force Command separat fra de andre europæiske allierede, kan et mere indgående forsvarssamarbejde de fire lande imellem langtfra tages for givet. Tetzlaffs rapport tilgår potentialet for samarbejde gennem en række henholdsvis divergerende og konvergerende faktorer, der hver især enten trækker de Nordiske lande i forskellige retninger eller tættere på hinanden. Det er udfra analysen af disse faktorer, at rapporten tilbyder en potentiel retning for Danmarks bidrag til et mere omfattende og gavnligt nordisk forsvarssamarbejde.

De fire lande står over for forskellige militærgeografiske virkeligheder, som trækker deres prioriteter og derfor også deres strategiske tænkning i forskellige retninger. Finland deler en lang grænse over åbent land med Rusland og kunne som det eneste af de fire lande risikere en direkte invasion af sine kerneområder. I vinterkrigen mod Sovjetunionen, 1939-1940, stod Finland i en situation ikke ulig Ukraines i dag. Det har fået landet til at opbygge en langt større masse af landmilitære styrker end de andre nordiske lande. Sveriges opmærksomhed er overvejende vendt mod Østersøen. Norges fokus er mod Nordkalotten, den nordligste del af den skandinaviske halvø, hvor man ligeledes frygter en potentiel konfrontation med Rusland, og mod farvandene nord- og vest for landet. Danmark ligger som det eneste af de fire lande tilstrækkeligt fjernt fra Rusland til at vide sig sikker skulle en konflikt bryde ud. Vores forsvarspolitik er derfor mindre præget af behovet for at kunne forsvare selve det danske territorium end af evnen til at overvåge vores farvand i de danske stræder og Nordatlanten og af deltagelse i internationale operationer.

Forskellene fortsætter i materieldimensionen. Finland er orienteret mod at have den kvantitative styrke til at kunne udkæmpe en konventionel krig mod Rusland. Det indebærer anskaffelse og vedligehold af store lagre af materiel og ammunition, som er pålideligt og relativt billigt men ikke nødvendigvis højteknologisk. Norges Forsvar prioriterer kvalitet over kvantitet og ruster sig med det mest avancerede – og dyreste – udstyr fra amerikanske og europæiske producenter. Sverige har den største forsvarsindustri af de fire lande, og alle grene af det svenske forsvar udstyres overvejende med svensk-produceret materiel. Det er fra svensk side en kerneinteresse, at en udbygning af det nordiske samarbejde indebærer yderligere salg af svensk-produceret materiel til Danmark, Norge og Finland. Danmark har til gengæld meget lidt forsvarsindustri. Det danske forsvar udstyres overvældende med importeret materiel, og vores kapaciteter har indtil for nylig været rettet mod deltagelse i internationale operationer langt fra Danmark selv.

Der ses også en skillelinje langs emnet internationalt samarbejde: Danmark og Norge, medgrundlæggere af NATO, har historisk været orienteret mod vest og regnet USA og Storbritannien for deres vigtigste sikkerhedspartnere. Selv hvis forholdet til USA lider irreparabel skade som følge af præsident Trumps politik, vil de to lande formodentlig stadig se mod Vesteuropa og især London i deres søgen efter partnerskab. Sverige og Finland, derimod, er tættere knyttet hinanden og landende syd for Østersøen. Behovet for forøget samarbejde med forskellige partnerstater trækker ikke blot i forskellig retning, men kan også mindske relevansen af samarbejdet de Nordiske lande imellem, hvis de enkelte nordiske lande i stedet prioriterer deres relationer til tredjelande. Som en sidste divergensfaktor skal nævnes, at de fire landes administrative prakseis på forsvarsområdet adskiller sig betydeligt fra hinanden, hvilket tidligere har ført til uhensigtsmæssigt langsom sagsbehandling for fælles projekter.

Hvis et gensidigt gavnligt forsvarssamarbejde på nordisk plan alligevel kan realiseres i de kommende år, vil det være fordi konvergerende faktorer helt eller delvist vejer op for de konvergerende. Af førstnævnte er nogle permanente i hvert fald indenfor den overskuelige fremtid: Der har længe været en høj grad af tillid, samarbejdsvilje og værdifællesskab imellem de fire lande, både blandt den brede offentlighed, i politiske kredse og indenfor forsvarsetablissementet. NATO-fællesskabet er relativt nyt men må antages for blivende. Dertil kommer, at vi som små lande generelt vil have fordel af fælles indkøbsaftaler, som han binge produktions- og indkøbspriser ned for vores forsvarsorganisationer.

Der er dog også en række tidsbegrænsede konvergerende faktorer, der gør tiden netop nu særligt oplagt for en intensivering af det nordiske forsvarssamarbejde: Den vigtigste er det tidsmæssige sammenfald af markant oprustning i alle fire lande, som giver mulighed for store fælles investeringer, erfaringsdeling og koordinerede projekter. Ydermere er der nu en klar fælles målsætning om at kunne afskrække og inddæmme den russiske trussel, inklusive på hybridområdet, hvor NATO-systemet er mindre omfattende. Endeligt lader det foreløbigt til, at forsvarsinstitutioner i de fire lande evner at konvertere den af de førnævnte faktorer resulterende optimisme for nordisk samarbejde til reelle og pragmatiske initiativer.

Tetzlaff ser adskillige punkter, hvorpå Danmark kunne drage fordel af et øget nordisk forsvarssamarbejde, særligt i form af skalafordel i forbindelse med indkøb og vedligehold af materiel, med ansvarsdeling for patruljering af Nordatlanten med Norge og den sydlige Østersø med Sverige og med oprettelsen af et mere omfattende kriseberedskab, end de individuelle lande hver især kunne opnå. Hvis den potentielle gavn skal realiseres, er det imidlertid nødvendigt, at Danmark gør sig til en troværdig og værdifuld partner for de tre andre lande. Det danske forsvar har større behov for en generel genopbygning af dets kapaciteter end dets modstykker i Finland, Norge og Sverige. Det vil være nødvendigt at genoprette evnen til at deltage i fælles indsatser, hvis vi skal tages alvorligt af vore nordiske naboer, særligt fordi Danmarks geografiske beliggenhed har meget lidt strategisk relevans for resten af Skandinaviens sikkerhed. Der kan også være behov for et større juridisk og forvaltningsmæssigt samarbejde for at bære det forsvarsmæssige.

Tetzlaff konkluderer med en række anbefalinger for øget dansk engagement i nordisk forsvarssamarbejde, som udledes af den foregående analyse. Idet de udgør rapportens mest relevante konklusion, er det værd kortfattet at gengive anbefalingerne som afrunding på denne gennemgang af rapporten:

• At der nedsættes en task force i Forsvarsministeriet for at undersøge konkrete muligheder for nordisk samarbejde.
• Øget vidensdeling mellem Forsvaret og de andre landes forsvarsministerier og -kommandoer.
• At det nordiske samarbejde systematisk tænkes ind i planerne for Forsvarets kommende udbygning.
• En årlig nordisk sikkerhedskonference.
• Styrkelse af forsvar-forskning-industri-relationer på tværs af de fire lande.
• Fælles understøttelse af ledende nordiske forsvarsindustrier.
• Fællesnordisk koordinering af bidrag til NATO-samarbejdet udenfor norden.
• Øget samarbejde med Sverige om patruljering og overvågning i Kattegat og Østersøen.
• Øget fokus på fælles projicering af luftmagt fra Flyvevåbenets side.
• Udvikling af fælles retningslinjer og procedurer for forsvarsrelateret sagsbehandling.

Rapporten i sin helhed kan læses på Center for Militære Studiers hjemmeside.