Charlotte Flindt Pedersens tale ved receptionen 25. juni 2026

Kære medlemmer, samarbejdspartnere, venner, bestyrelse, Råd og mine fantastiske medarbejdere

Det er med en blanding af stor taknemmelighed og lige dele vemod, at jeg står her i dag. Æren ved at have været direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab har været det største privilegium. Det har været en ære at løfte arven fra et Selskab med så solidt historisk fundament, hvis formål og relevans kun er blevet mere og mere meningsfuldt i løbet af min direktørtid.  Og så er jeg egentlig også ret stolt af hvad vi sammen har opnået.

Ole Lippmann, Sven Truelsen, og Per Federspiel, Ebbe Munck, Alf Ross, Bodil Begtrup og de 64 andre der stiftede selskabet 31. oktober 1946, havde ét klart mål: Danmark skulle aldrig igen opleve en situation som den 9. april, hvor landet blot kapitulerede uden modstand. Det krævede et folkeligt engagement og en oplyst befolkning at sikre, at Danmark kunne navigere kompetent i den verden som var ved at forme sig. En grundtanke hos idémanden Ole Lippmann var, at udenrigspolitikken var for vigtig til udelukkende at overlade til embedsmænd og politikere.

Han kom ligeledes til på egen krop at opleve konsekvenserne af en utilstrækkelig viden om internationale forhold i realiseringen af den daværende danske udenrigs- og forsvarspolitik. Selv efter krigen var der politisk uenighed om hvorvidt Danmark skulle vælge neutralitet eller vi skulle høre til blandt de allierede lande i den deling af Europa, der fandt sted efter 2. verdenskrig. Derfor lå det ham stærkt på sinde at bringe viden til Danmark og danskerne om udenrigspolitiske forhold. Men allerede før sine rejser var Ole i en helt ung alder optaget af ideen om viden og oplysning som vej til demokratisering og som en vej til at undgå ideologisk dogmatisme i den ene eller den anden retning.

Det er dette princip om at oplysning og viden er essentielt som forudsætning for en demokratisk udenrigspolitik som jeg har set som en af grundpillerne for Det Udenrigspolitiske Selskab og en forudsætning for rettidig omhu i tilrettelæggelsen af dansk udenrigspolitik.

Da jeg tiltrådte, vidste jeg, at jeg trådte ind i en institution med dybe rødder og en vigtig stemme i den danske udenrigspolitiske debat. Mit mål har fra starten været at bygge bro – mellem beslutningstagere og borgere, mellem teori og praksis, og ikke mindst mellem forskellige perspektiver på den verden, vi lever i.

En af de første beslutninger daværende formand Lykke Friis og jeg tog var at fjerne kravet om at man skulle anbefales som medlem. Vi ønskede en stor udbredelse af interessen for udenrigspolitik og internationale forhold og DUS kunne derfor ikke at være en lukket klub. Det mente vi var i tråd med Lippmans tanker. Det har betydet, at vi er forblevet en attraktiv organisation og samarbejdspartner fordi dejligt mange har valgt at være medlemmer og aktive deltagere i foreningens arbejde. Det har været en fantastisk fornøjelse at mødes med alle medlemmer gennem årene, udveksle og lade sig inspirere med nye forslag. Samtidig har I medlemmer været ambassadører for udenrigspolitikkens vigtighed.

Selskabets styrke har udover medlemmerne igennem 80 år været dets uafhængighed – ikke bare af kommercielle interesser, men også af regering og embedsmænd. Det har gjort det muligt at adressere emner og invitere mennesker til at tale i selskabet, som er for prekære for politikere og embedsmænd. F.eks. da vi havde Marine Le Pen på besøg for bedre at forstå den side af den politiske virkelighed i Frankrig i forhold til tendenser, der direkte påvirker vores demokrati.

En anden styrke har været at vi har ageret som netværksaktør og gennem en kæmpe samarbejdsflade og partnerskaber at bygge bro og skabe sammenhænge mellem temaer, landsdele og generationer og til søsterorganisationer i verden. Tak til alle som jeg har samarbejdet med gennem årene – det har været en sand fornøjelse.

Jeg har bygget på et solidt fundament fra tidligere direktører Klaus Carsten Pedersen og Michael Ehrenreich – tak til dem for altid at stille op for DUS og mig. Min særlige opgave bestyrelsen gav mig ved ansættelse var at styrke den demografiske og geografiske spredning. I dag har vi via skønne frivillige kræfter en virkelig aktiv ungdomsafdeling og afdeling i Aarhus – der laver egne arrangementer og rejser. De er fremtiden.

Lige nu oplever vi et verdenssamfund i hastig forandring. Nye magtbalancer skal findes, og fremtiden formes af de valg, vi tager i dag. Vi må støtte op om dem, som er kritiske, stiller spørgsmål, er uafhængige og frie, viser engagement, og tager ejerskab over deres egen fremtid. De unge viser igen og igen, at de er modne til at tage ansvar – ofte i højere grad end de politiske ledere på verdensscenen, som givetvis har et noget kortere fremtidsperspektiv.

Unge som ikke er bange for verden, men ønsker at forstå den, handler i den – de føler sig ikke magtesløse i et geopolitisk magtspil – men bidrager til at øge Danmarks indflydelse i verden.

Samarbejdet med de internationale repræsentationer har også været meget meget givende, både når DUS tog på studieture, om konferencer og events – tak til jer. I har bragt verden til Danmark, nye perspektiver, farver og endda nogle gange mad.

Da jeg først formulerede min opgave i 2015, definerede jeg, at 80 procent af alt det vi kommer til at lave handler om kommunikation. Derfor er jeg virkelig stolt over at det er lykkedes at gøre Udenrigs til et digitalt medie som derved kan nå langt flere mennesker, men samtidig har vi bevaret det trykte magasin og vi har fundet indholdsmæssigt en god balance mellem det trykte og det digitale medie. Tak til Marcus Rubin og ikke mindst Chefredaktør Ida Sparre-Ulrich og den frivillige redaktion i Udenrigs: Uffe Østergaard, Lisbeth Knudsen, Martin Breum, Louise Riis Andersen, Mette Skak, Stine Kromann Dragsted og Siri Francesci og Oscar Rask og Anne Sophie Bang.

Podcastuniverset har vi også indtaget med blandt andet Tage Baumann, i Baumanns univers, Bilateral og Retning, Verdensblik og nu podcasten Verdenstraumer. Tak til Tage.

Når jeg ser tilbage på de år, der er gået, er det ikke kun de enkelte konferencer eller de mange debataftener, der står stærkest i min erindring. Det er de samtaler, vi har faciliteret, og den nysgerrighed, I – medlemmer, samarbejdspartnere og kolleger – har bragt til bordet hver eneste gang. Uden jeres engagement, jeres kritiske spørgsmål og jeres vilje til at dykke ned i de komplekse emner, ville Selskabet ikke være det, det er i dag.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til mit nuværende fantastiske effektive team på Ane, Mathilde, Ida og Siri og alle dem som har været med på rejsen de sidste 11 år i sekretariatet. Brita, Josefine, Iben Julie, Christoffer, Christian, Lin, Kate, Francizka og til bestyrelsen og formændene Lykke Friis, Ulrik Federspiel og Torben Möger Pedersen. Tak for jeres dedikation, jeres faglige skarpsindighed og jeres vedholdende indsats for at holde os relevante i en verden, der konstant forandrer sig. Uden jeres indsats var intet af dette muligt.

Selvom jeg nu giver stafetten videre, forlader jeg ikke Selskabet uden at bære en stor del af denne oplevelse med mig. Udenrigspolitikken er aldrig stillestående, og behovet for en oplyst debat om Danmarks rolle i verden er vigtigere end nogensinde. Jeg glæder mig til fra sidelinjen at følge, hvordan Selskabet fortsat vil forme og udfordre rammerne for vores fælles forståelse af globale udfordringer.

Tak for tilliden, tak for samarbejdet og tak for alle de gode minder. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover.

Jeg slutter af med et citat fra Ninkas interview med Ole Lippmann 49 år senere, som passende kan slutte min vision:

”Jeg er grænseløst optimist. Jeg er helt i min sjæls inderste overbevist om, at verden er blevet et sikrere sted at leve efter 1989. Gud skabte orden ud af kaos, og jeg tror faenme, at han gør det een gang til. Jeg bander ned i helvede, at jeg er blevet så gammel, som jeg er. Jeg vil gerne se de næste ti år. Men jeg indrømmer, at jeg gider ikke holde med tabere. Eller, sagt på en anden måde: Jeg gider ikke spilde min tid på noget, jeg ikke tror på. Jeg er fundamentalt europæer. Lærer vi ikke at samarbejde, kan vi lige så godt pakke sammen. Så bliver vi bananrepublikker, som bekriger hinanden. Vi skal optræde som en enhed, men leve på vores forskelligheder.”