Udenrigspolitikken.dk nyhedsbrev

Rundt om krigen mellem Israel og Iran

26. juni 2025   17.30 - 18.30

Konflikten mellem Israel og Iran har i de seneste uger taget en dramatisk og bekymrende drejning. Israels målrettede angreb på iranske mål, Irans tilsvarende gengældelse, kombineret med det seneste amerikanske bombardement af Irans atomanlæg, markerer en alvorlig eskalation i en i forvejen ustabil og kompleks region. 

De aktuelle begivenheder bygger på årtiers spændinger mellem Israel og Iran, som er karakteriseret af ideologisk og eksistentielt fjendskab, militære trusler og kampen om geopolitisk indflydelse i Mellemøsten. USA befinder sig samtidig i en strategisk udfordret position, hvor ønsket om at støtte Israel balanceres mod behovet for at undgå en større militær konfrontation. USA's administration og præsident Trump er presset fra Israel såvel som internt til at lægge en tydelig kurs, både diplomatisk og sikkerhedspolitisk, men har i valgkampen lovet sine tilhængere ikke at trække USA ind i nye krige.

Et centralt element i konflikten er det iranske atomprogram. De seneste angreb har reelt sat en stopper for de i forvejen skrøbelige forhandlinger om en genoplivning af atomaftalen (JCPOA), og der er voksende international bekymring for, at Iran vil accelerere sine nukleare ambitioner som reaktion på det forøgede pres.

Samtidig følger Golfstaterne, herunder Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, situationen tæt, og vurderer løbende de potentielle konsekvenser. De befinder sig i en sårbar position mellem strategiske hensyn til både Iran og USA. Situationen rejser spørgsmål om regional sikkerhed, energipolitik og det videre diplomatiske spillerum i Mellemøsten.

I lyset af den eskalerende situation inviterer vi til et arrangement, hvor vi søger at belyse følgende spørgsmål:

- Hvad er de bagvedliggende årsager til den aktuelle eskalation?
- Hvad kan vi forvente af den fremtidige udvikling i regionen?
- Hvordan positionerer USA sig militært, diplomatisk og strategisk?
- Hvilken betydning har konflikten for de igangværende (eller nu stagnerede) atomforhandlinger?
- Hvordan reagerer Israel, Iran og landene i Golfregionen, og hvilke implikationer har det for den regionale magtbalance?
- Hvor står EU?

Til at drøfte disse spørgsmål har vi inviteret centrale stemmer med stor faglig indsigt i regionens dynamikker:

Rasmus Christian Elling, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og ekspert i iransk samfund, historie og politik.

Anders Jerichow, senioranalytiker og kommentator ved Politiken med mangeårig erfaring i Mellemøstens geopolitiske forhold og USA’s rolle i regionen.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet og ekspert på USA's politiske historie, amerikansk kultur, det amerikanske præsidentskab og USA's udenrigsforbindelser.

Salar Saroneh, medstifter og forperson for foreningen Voice of Iran, der arbejder for at forstærke iranernes stemme i deres kamp for frihed og demokrati.

Merete Juhl byder velkommen til arrangementet. Merete Juhl har været  ambassadør i adskillige lande, senest i Libanon og Jordan. Hun er desuden medlem af bestyrelsen for Det Udenrigspolitiske Selskab.



Der vil som altid være mulighed for spørgsmål, kommentarer og diskussion efter oplæggene.

Arrangementet er gratis og åbent for alle, men tilmelding er nødvendig.
Arrangør:
Det Udenrigspolitiske Selskab
Tidspunkt
26. juni 2025
17.30 - 18.30
Sted:
Park Bio
Østerbrogade 79, stuen th, 2100 København
×

Log ind


Glemt adgangskode?

Er du ikke medlem? Opret medlemskab her